45 / 345
T I D E N T 11 1 8 0 1
27
fuldstændige Behandling af vedkommende Æmne og ogsaa nogle
Gange saaledes, at han ret snart ændrede sin Opfattelse, som han
gjorde det ved Overgangen fra Kants til Fichtes Naturret. Hvad
angaar hans Behandling af disse Æmner maa den nærmere Frem
stilling deraf henskydes til et senere Afsnit, hvor den kan ses i
Sammenhæng med hans fortsatte Beskæftigelse med dem. Ørsted
var nemlig gennem hele sin Forfattervirksomhed en Gentagelsernes
Mand. Han vendte Gang paa Gang tilbage til det samme Æmne
for at ændre eller uddybe sin Fremstilling, og det vilde være for
omstændeligt og for fordringsfuldt allerede paa dette tidlige Sta
dium at fordybe sig i, hvilke Meninger han hidtil paa Grundlag
af Læsning og egen juridisk Tænkning havde fremsat.
En Undtagelse er dog i forrige Afsnit gjort med hans Behandling
af Trykkefrihedsæmnet, hvorom han leverede et afsluttende Skrift,
der viser hans gode Fremstillingsevne og besindige Afvej en af Au
toritetens og Frihedens Krav, saaledes som de fremstillede sig just
ved Begyndelsen af Enevældens sidste Halvhundredaar. Skriftet
bekræfter iøvrigt det nys sagte om Tilblivelsen af de Ørstedske
Værker, idet det er en Uddybelse af hans Anmeldelser dels af
Søren Hempels Bog om Forordningen dels af Birckners Skrifter.
Men det har særlig Interesse at lægge Mærke til hans Æmnevalg.
Det er den offentlige Ret, der næst Moralfilosofien fængsler ham
mest. Ytringsfriheden overfor Statsmagten var det praktiske stats
retlige Problem under Enevælden. Det var ved en Forstærkning af
denne Ytringsfrihed til en lovhjemlet Raadgivningsret og derpaa
til en mere og mere selvstændig Beslutningsret, at Monarkiet efter-
haanden skulde omdannes, og det var intet Tilfælde, at Ørsted i sin
Levetid fik sin rigelige Del i denne Udvikling. Thi hans Hoved
interesse laa i bedst mulig at tilrettelægge den fra Statsmagten som
Retsmagt udgaaende Virksomhed foruden i Deltagelsen i selve den
ne Virksomhed.
Hertil mente han paa dette Stadium, at Skribenternes alvorlige
og saglige Behandling af alle offentlige Anliggender var et nød
vendigt og tilstrækkeligt Middel. Foran S. 13 er det paapeget, at
hans Plads blandt Forfatterne var noget til „venstre“, men han
var i fuld Harmoni med den øjeblikkelige Statsform og overhovedet
stort set med de bestaaende Samfundsforhold, et Grundtræk, der
er kendeligt hos ham fra hans første Fremtræden, og som laa i hele