![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0050.jpg)
32
T I D E N T I L 1 8 1 3
tede Erklæringer, hvilke jeg skylder særdeles meget med Hensyn
til min praktiske Dannelse“ 5). I alt det formelle maatte han ialt-
fald have faaet en god Fordannelse.
Den ved Struensees Initiativ oprettede Københavns Hof- og
Stadsret, der havde sine Lokaler i en Ejendom paa nuværende
Nr. 54 i Østergade ved Siden af Efterslægtens Gaard, var den
kollegialt virkende Underret for Hovedstadens dengang c. 101.000
Indbyggere, med blandet civil og kriminel Jurisdiktion og med
Appeladgang direkte til Højesteret. Der var forskellige særlige A f
delinger som Skiftekommissionen, Gæsteretten og den lille Gælds
kommission for Sager under 10 Rdl. Værdi, men iøvrigt udførtes
Arbejdet i „den dømmende Ret“, og her kom Ørsteds Virksomhed
til at falde. I nogle Aar var han dog tillige Dommer i Gældskom
missionen (hvor han for at spare de retssøgende for timelang Ven
ten indførte Sagernes Berammelse til forskellige Klokkeslet). En
Assessor var delegeret til Politiretten og en anden til Inkvisitions
kommissionen, men som Forhørsdommer blev Ørsted aldrig be
skæftiget.
Om sine Indtryk fra Retten særlig straks ved Indtrædelsen lader
jeg ham selv fortælle 6) : „Ligesom jeg blev modtaget i Retten med
al mulig Velvilje, saaledes fandt jeg hos de Mænd, med hvilke
jeg mest havde at arbejde, den bedste Vejledning til at styrke min
Evne til at udfinde det rette Spørgsmaal i en Retssag tilligemed
den rette Vej til dets Opløsning. Disse Mænd var fornemmelig
Falbe (Justitiarius, hvilket Embede han beklædte indtil sin Død i
1826), Feddersen (Kongens Foged, død 1810), P. C. Bagger (hvil
ken ganske fortræffelige almindelig agtede og elskede Mand i Slut
ningen af 1801 gik over til Københavns Politiret og i 1809 blev
Justitiarius i samme, men 1810 blev bortkaldt ved en altfor tidlig
Død), Morgenstierne (der i 1802 gik ind som Advokat i Højeste
ret og omsider efter her at have haft en uheldig Skæbne fik et
godt Embede i Norge og der nød en ikke ringe Anseelse især som
skarpsindig praktisk Jurist) og Lassen, hvorom jeg forhen har talt.
Med disse tre sidstnævnte Mænd underholdt jeg mig idelig angaa-
ende juridiske Spørgsmaal især saadanne, hvortil de forefaldende
Sager gav Anledning. Vel blev de to af disse kun ganske kort i
Retten, og den tredje fik snart et særligt Departement, som ind
skrænkede hans Deltagelse i den saakaldte dømmende Ret. Men