AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

tede Erklæringer, hvilke jeg skylder særdeles meget med Hensyn

til min praktiske Dannelse“ 5). I alt det formelle maatte han ialt-

fald have faaet en god Fordannelse.

Den ved Struensees Initiativ oprettede Københavns Hof- og

Stadsret, der havde sine Lokaler i en Ejendom paa nuværende

Nr. 54 i Østergade ved Siden af Efterslægtens Gaard, var den

kollegialt virkende Underret for Hovedstadens dengang c. 101.000

Indbyggere, med blandet civil og kriminel Jurisdiktion og med

Appeladgang direkte til Højesteret. Der var forskellige særlige A f

delinger som Skiftekommissionen, Gæsteretten og den lille Gælds

kommission for Sager under 10 Rdl. Værdi, men iøvrigt udførtes

Arbejdet i „den dømmende Ret“, og her kom Ørsteds Virksomhed

til at falde. I nogle Aar var han dog tillige Dommer i Gældskom

missionen (hvor han for at spare de retssøgende for timelang Ven

ten indførte Sagernes Berammelse til forskellige Klokkeslet). En

Assessor var delegeret til Politiretten og en anden til Inkvisitions

kommissionen, men som Forhørsdommer blev Ørsted aldrig be

skæftiget.

Om sine Indtryk fra Retten særlig straks ved Indtrædelsen lader

jeg ham selv fortælle 6) : „Ligesom jeg blev modtaget i Retten med

al mulig Velvilje, saaledes fandt jeg hos de Mænd, med hvilke

jeg mest havde at arbejde, den bedste Vejledning til at styrke min

Evne til at udfinde det rette Spørgsmaal i en Retssag tilligemed

den rette Vej til dets Opløsning. Disse Mænd var fornemmelig

Falbe (Justitiarius, hvilket Embede han beklædte indtil sin Død i

1826), Feddersen (Kongens Foged, død 1810), P. C. Bagger (hvil

ken ganske fortræffelige almindelig agtede og elskede Mand i Slut

ningen af 1801 gik over til Københavns Politiret og i 1809 blev

Justitiarius i samme, men 1810 blev bortkaldt ved en altfor tidlig

Død), Morgenstierne (der i 1802 gik ind som Advokat i Højeste

ret og omsider efter her at have haft en uheldig Skæbne fik et

godt Embede i Norge og der nød en ikke ringe Anseelse især som

skarpsindig praktisk Jurist) og Lassen, hvorom jeg forhen har talt.

Med disse tre sidstnævnte Mænd underholdt jeg mig idelig angaa-

ende juridiske Spørgsmaal især saadanne, hvortil de forefaldende

Sager gav Anledning. Vel blev de to af disse kun ganske kort i

Retten, og den tredje fik snart et særligt Departement, som ind

skrænkede hans Deltagelse i den saakaldte dømmende Ret. Men