51 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
33
imidlertid var og de Vanskeligheder, som jeg i Førstningen kunde
finde ved at sætte mig ind i de praktiske Forhold, temmelig over
vundne. Meget skylder jeg forresten den Mand, der stod i Spidsen
for Retten. Det er ikke mange, der med saa sand vedholdende
Iver tager sig af alt, hvad der vedkommer deres Embede, som
Falbe. Det var lige til 1805, da Forretningerne fik en betydelig
Tilvækst ved Fdg. af 25. Januar [om Landsoverrettens Oprettelse],
en stor Undtagelse, at der var nogen Sag, i hvis Paadømmelse han
ikke tog Del, og han var altid inde endog i Sagens tilsyneladende
nok saa ubetydelige Enkeltheder og vidste saa godt at paaskønne,
hvad der heraf fortjente at komme i Betragtning, at det var mig
højst lærerigt at se eller høre hans Bemærkninger. Han var langt
fra at være en udmærket teoretisk Jurist, og han vilde næppe, hvis
han selv skulde have udarbejdet Dommene i forviklede Sager, have
leveret noget fortrinligt, men naar han i Forbindelse med Akterne
havde læst alles Vota, vidste han særdeles vel at finde det rette,
og han gjorde ikke sjældent Bemærkninger, som fortjente og er
holdt Indflydelse paa Dommens Affattelse. Han sørgede og om
hyggeligt for alt, hvad der vedkom Rettens Erklæringsvæsen og
forfattede selv de fleste Erklæringer; kun naar en saadan kunde
kræve en særdeles udførlig juridisk Udvikling, anmodede han en
kelte Gange en anden, i de senere Aar gerne mig, om at gøre Ud
kastet . . . Der var derhos noget blidt og roligt i hans hele Ad
færd, der vistnok havde nogen Del i den gode og velvillige Tone,
der stedse herskede i Retten, skønt den vistnok ogsaa skyldtes Ret
tens øvrige Medlemmer. Det eneste, hvori nogle ikke var ganske
tilfredse med ham, var, at han ikke syntes at vise nogen synderlig
Energi i at tage sig af Rettens Medlemmer eller de under Retten
ansatte Mænd, forsaavidt der kunde være Anledning til at udvirke
noget til deres Bedste. Jeg har kun engang henvendt mig til ham
om hans Medvirkning; og omendskønt det, jeg attraaede, den Tid
ikke skete, tvivlede jeg dog ikke paa, at han havde gjort, hvad
han kunde; hvis han havde ladet noget mangle, saa var det kun,
fordi det var hans Natur kun at træde beskedent og sagte frem,
ligesom jeg ialtfald ikke kunde tage ham ilde op, om han der selv
ved den Lejlighed erklærede, hvor ugerne han vilde af med mig,
ikke har vist nogen stor Iver for at befordre et Ønske, der gik
Ørsteds Biografi
3