![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0046.jpg)
28
T I D E N T 11 1 8 0 1
hans ydre og indre Udvikling. Den ubefordrede Kandidat havde
allerede selv erobret sig et Embede som en af disse Pennens frie
Mænd, der virkede for og ved en Kreds af Læsere, ligesom hans
Præste-Forfædre havde virket i deres Menigheder. Og denne Stil
ling beholdt han, omend med Afbrydelser, gennem et langt Liv
ved Siden af megen anden Gerning som en for ham næsten nød
vendig Leveform.
Endnu et Par Ord til Karakteristik af den 22-aarige Forfatter.
Han producerede aabenbart hurtigt og i en letløbende men strængt
saglig Stil, der dog ikke mangler Præg af hans Stemning overfor
Æmnet eller Personen. Overfor Horrebow saa vi ham bruge hef
tige Ord som Tegn paa dyb Irritation. Da han havde anmeldt Søren
Hempels Bog om Trykkefrihedsforordningen, fremkom der fra
denne en krænket Erklæring15), hvori det hed: „Hr. Ørsted vær
diger jeg ingen Tøddel, men beklager blot det Lands Litteratur,
hvis Tribunal er besat med slige umodne og egoistiske Subjekter!!“
Hertil svarede Ørsted i rolig Tone. Hans Form var anerkendende
og hensynsfuld overfor dem, hvis Arbejde eller Standpunkt han
bedømte. Overfor Universitetsmedbej leren Bomemann udtalte han
sig i en Anmeldelse af dennes Prøveforelæsning i hans første Kon
kurrence (i 1798) — hvis Æmne iøvrigt ganske faldt sammen med
Ørsteds Prisafhandlings — paa den mest smigrende Maade16): For
fatteren var „Recensenten bekendt som en Mand, der med et sær
deles tænkende Hoved og grundige Indsigter forener den reneste
Sandhedskærlighed, den utrætteligste Stræben efter at bringe sin
Videnskab fremad.“ Han var vant til at polemisere, og Bevidstheden
om hans eget Ræsonnements logiske Styrke gav ham i Reglen en
kraftig Replik, men Mundhuggeri interesserede ham ikke. „Naar
jeg anfaldes,“ siger han i Skriftet fra 1801, „griber jeg gjerne til
Modværge og tager stundom noget haandfast paa min Modstander;
men siden ved en anden Lejlighed at give Sidestik er langt fra
min Tænkemaade“17). Endnu maa fremhæves, at ligesom hans Me
ninger fremgik af nøjeste Overvejelse, saaledes fremsattes de uden
Hensyn til, om det kunde skade hans Fremtidsudsigter, eller om
de faldt sammen med de herskende Anskuelser. Dette viste Ørsted
i sin Konkurrenceforelæsning over Strafferetten, der vendte Kants
Naturret Ryggen, og i sine Skrifter om Trykkefrihed18), der gik
imod Publikums store Misfornøjelse med Forordningen og imod