AndersSandøeØrsted

T I D E N T 11 1 8 0 1

som interesserer mig mere og oprører mig mindre. Jeg tager altsaa

Afsked med Dem for det første men lover ikke at lade det bero ret

længe, inden jeg møder Dem igen.“ (Dette skete dog ikke). Man

kan ogsaa dele den gamle Ørsteds paa det sidst anførte Sted ytrede

Undren over, at han har haft Lyst til at fortsætte denne ufrugt-

bare Strid paa 50 Sider udgørende dels ren Polemik dels Manu-

duktion i elementær Filosofi og Gentagelser af sine tidligere Udvik

linger. Men det viser, hvor magtpaaliggende han fandt det at be

kæmpe Virkningerne af de antikantiske Angreb overfor den Læse

kreds, til hvem Biskop Balles Modskrift (Ugebladet „Bibelen for

svarer sig selv“ ) ikke havde Adresse11), og det viser overhovedet

hans noget brede, taalmodigt udholdende Skrivemaade. Den kri

tiske Filosofis Tilhængere maatte i det hele spidse Pennen mod

mange Modstandere. I Repertoriet vender Ørsted sig slagfærdigt

mod K. L. Rahbek i „Tilskueren“, mod Rektor Bøie i „Statens

Ven“, mod Professor Jacob Baden i „Universitetsjournalen“ og

mod Dr. Odin Wolff i „Journal for Politik, Natur- og Menneske

kundskab“. Ligeledes har han i Prisafhandlingen med stor Udfør

lighed kritiseret en Række skeptiske og eudaimonistiske Moralsy

stemer, alt vel nok med nogen ungdommelig Selvsikkerhed, men

formentlig i det hele svarede til da gængs litterær Tone.

Hvad angaar Realiteten af Striden paa det religiøse Omraade,

ligger Tyngdepunktet af Ørsteds Udviklinger i Afhandlingen om

Religionens moralske Grundvold. Her udlægges Moralreligionens

Væsen som bestaaende i den urokkelige Tillid til en moralsk Tin

genes Orden. Det staar i Menneskets Magt at gøre sin V ilje fri af

Sanseligheden, og Menneskets moralske Natur tilsiger det, at det

bør

holde fast ved Fordringen om noget absolut i Modsætning til

det, der beherskes af Logik og Kavsalitet. Overfor Fichte hævdes

det tilladelige i at tænke Gud i Analogi med en Intelligens ifølge

symbolsk Antropomorfisme. Hentydende til Kants „uforlignelige

Værk Die Religion innerhalb den Grenzen der biossen Vernunft“

udtaler han som den kritiske Filosofis Opfattelse, at Kristendom

mens Lærdom om Gud virkelig indeholder en heldig efter Menne

skets Fornødenheder afpasset, med de strængeste filosofiske Be

greber overensstemmende symbolsk Fremtilling af det guddomme-

lige. Hermed kan sammenholdes hans Anmeldelse af Professor

Gamborgs „Jesu Moral“ 12): „Denne Bogs Læsning har givet