62 / 345
44
T I D E N T I L 1 8 1 3
nedsat Strafbarhed. For enkelte Arter af Svig og Falsk begaaet
overfor præsumptive Aagerkarle straffedes Personer under 25 Aar
ikke. Rasende og galne Personer straffedes ikke, men unge Per
soner eller Taaber nød ikke godt af Strafnedsættelse. Forsøg paa
Forbrydelse straffedes men med lavere Straf; for visse meddel-
agtige var der ligeledes nedsat Straf.
Gennemgangen af Retternes Voteringer og ligeledes den af Chr.
Colbjørnsen for en Del Aar tilvejebragte Kriminalstatistik ved
rørende Højesteretssagerne15 viser, at
Sager om T yv eri,
simpelt
eller grovt, og Hæleri var i meget stærkt Overtal. De fleste af disse
fylder dog ikke stærkt op i Protokollerne, fordi der normalt fore-
laa Tilstaaelse eller alt Tilbehør til et regulært „ekstraordinært“
Bevis for Gerningen ved uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster.
I saadanne Sager havde ifølge den gældende Inkvisitionsmaksime
Rettens Hovedarbejde været at tilvejebringe Beviset, men Ørsted,
der sad i den dømmende Ret, var ikke beskæftiget hermed. Der
fremkom dog ogsaa en Del Retsspørgsmaal, der snart gav ham
Lejlighed til at indtage selvstændige Standpunkter. Saa tidligt som
23. Juni 1801 ser vi ham dissentiere — og vist med god Føje —
i et Tilfælde, hvor Tiltalte hævdede, at det Tøj, hvoraf han var
funden i Besiddelse, af ham var ikke stjaalet men købt hos to
Købmænd, der havde aflagt Tilhjemlingseden om Tøjets Bortkomst
mod deres Vidende og Vilje, men ikke ført Ejendomsbevis. Naar
Majoriteten med C. F. Lassen krævede dette Bevis som det nor
male Rekvisit i Indiciebeviset, oversaas formentlig herved, at Be
siddelsesforholdet i dette udenfor det ekstraordinære Tyveribevis
faldende Tilfælde var positivt bekræftet af Tiltalte. Denne Votering
er saa meget interessantere, som Ørsted ellers netop tog Afstand
fra at lade den Tiltalte raade over Straffesagens bevismæssige Side
gennem sine Proceserklæringer. Der maatte ifølge ham efter den
kriminelle Proces’ Grundsætninger kræves objektivt Bevis for „cor-
pus delicti“ (Gerningsindholdet), og han vilde ikke fritage for
Ejendomsbevis, fordi en Tiltalt, der forklarede at have erhvervet
Tingen lovligt fra Tredjemand, blot „ikke bestred“ den Tilhjem-
lingsed aflæggende Anmelders Adkomst til Tingen. I Votering af
29. Dec. s. A. gennemførte han denne Opfattelse overfor Falbe og
Høst, og en Række senere Voteringer viser, at dette Synspunkt
hævdede sig. En Plakat af 28. Marts 1800 bestemte, at naar der