63 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
45
havdes Tilstaaelse i Tyverisager, og derhos Ejeren eller paa hans
Vegne en anden vedkendte sig Kosterne, burde Tyvsstraf være an
vendelig, uden at Tilhjemlingsed behøvedes. Efter først at have
fulgt Rettens Praksis at forlange, at der fremkom Vedkendelse af
en mødende Ejer, gik Ørsted i Votering af 21. Dec. 1802 over til
— i Lighed med Politiretten — at dømme paa Tilstaaelse (i dette
Tilfælde om ulovlig Tilegnelse af nogle hittede Nøgler), uagtet
en Ejermand ikke var kommen til Stede. Ti Gange endnu op til
1807 ses han at dissentiere paa dette Spørgsmaal, først 23. Januar
1809 gennemfører han sit Standpunkt, at Plakaten ved at tale om
Vedkendelse som et Rekvisit i Tyveribeviset kun har for Øje det
Tilfælde, at en Ejer faktisk er fremstaaet, men at Kravet ellers
ikke gælder. I Højesteret voteredes 10. Juni 1812 om Straffen for
Marktyveri af en Kvie. Hvis Kvie kunde gaa ind under „Ko“ i
Fdg. 4. Marts 1690 jfr. Fdg. 20. Februar 1789 § 4, vilde det som
groft Tyveri være strafbart med Kagstrygning og livsvarigt Fæst
ningsarbejde, hvorimod simpelt Tyveri første Gang straffedes med
Tugthusarbejde fra 2 Maaneder indtil 2 Aar, anden Gang med
Rasphus-, Fæstnings- eller (for Kvinder) Tugthusarbejde fra 3 til
5 Aar, tredje Gang med Fæstnings- eller Tugthusarbejde paa Livs
tid og ved yderligere Gentagelse tillige med Kagstrygning og Bræn
demærke paa Panden. Ørsted mente, at Ordene Hest, Hoppe, Stud
og Ko ikke omfattede Kvier og det uden Hensyn til, at en Kvie
kan have større Værdi end en Ko, hvorimod Moltke ikke vilde
gøre Forskel mellem Ko og Kvie, da Kvien kan være ældre end
en Ko, naar den kælver sent. De ældre Assessorer afgjorde Sagen
efter deres Kendskab til Præj udikateme, der ikke forelaa offent-
lig tilgængelige, og i 1800 var der dømt, at Kvietyveri paa Mar
ken var grovt. Den 8. Maj 1811 voteredes der om Straffen for
den 17-aarige Niels Jensen, der fra en Have havde bortstjaalet
noget Grønkaal. Værdien heraf var kun 8 Skilling, og han havde
kun tilsigtet „det ubetydelige Lucrum af en Pægl Brændevin“.
Under Hensyn hertil og paa Grund af den nyere Politilovgivnings
Aand formente Ørsted at kunne nøjes med en arbitrær Straf af 4
Dages Fængsel paa Vand og Brød, men dette Forslag gik ikke
igennem, og Colbjørnsen fremhævede, at den nyere Politilovgiv
ning vel tillod Politimesteren men ikke Politiretten at afgøre rin
gere Politiforseelser arbitræt. Han tilføjede med hele sin Autori