AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

delse at skille en anden ved en Ting, der er i hans Værge, hvilken

Forbrydelse som ulovbestemt maatte belægges med arbitrær Straf.

Saaledes gik Retten ogsaa frem i Dom af 13. Juni 1808, hvori han

ikke deltog. Det almindelige System talte kun om Røveri i det i

6-16-1 nævnte Stimandstilfælde, og Ørsteds Konstruktion af et al

mindeligere men noget svagere strafbart Røveriforhold viser paa

karakteristisk Maade, hvorledes Retsanvendelsen udbyggede D. L.

Efterat Fdg. 20. Februar 1789 havde indført nye Straffe for sim

pelt Tyveri, kunde der opstaa Spørgsmaal, om Forhold, der i D .L .

betegnedes som Tyveri, gik ind herunder. Saaledes udtaler 5-9-2,

at den, der ikke lyser op, hvad han hitter, „bliver Tyv derfor“,

og i Votering af 28. Oktober 1801 havde Ørsted — overensstem

mende med sine teoretiske Udtalelser — paa et saadant Forhold

villet anvende Tyvsstraf, medens Flertallet, hvis Mening fik Med

hold ved Appellen, holdt paa, at „Tyv“ ikke var brugt i sædvanlig

Betydning, og gav arbitær Straf. I sin Omtale heraf i Maaneds-

tidenden skrev den unge Dommer: „At jeg altsaa har forsvaret en

Mening, der er forkastet saavel af den Ret, hvoraf jeg har den

Ære at være Medlem, som af Landets øverste Domstol, vil næppe

nogen, der er berettiget til at dømme over litterær Conduite, anse

for Indiskretion. Den videnskabelige lovkyndige kan ikke ved no

gen Autoritet, saa agtværdig denne end maatte være, lade sig

standse i sin Granskning over Lovens Aand og Mening, og den

borgerlige og personlige Agtelse, som jeg skylder de hæderværdige

Mænd, der har afsagt og stadfæstet bemeldte Dom, fornærmes vist

ikke derved, at jeg holder en af dem antagen Mening, der for

Resten fra Billighedens og Lovgivningspolitikens Side har saa over-

maade meget for sig, og fra Lovfortolkningens Side heller ikke er

uden rimelige Grunde, for ej at være strængt juridisk rigtig.“ Da

han c. 10 Aar senere i Højesteret voterede i en lignende Sag (28.

Maj 1811), synes han at have gjort et Forsøg paa at vinde T il

slutning til sin stadig fastholdte Anskuelse, idet han udførlig ud

viklede „denne sin Overbevisning“, men de medvoterende frem

hævede, at der forelaa bindende Præjudikater for Fortolkningen

af 5-9-2. Om det i 6-17-12 (lønlig Borttagelse fra Andenmand af

de hos ham fundne fra Borttageren stjaalne Koster) indeholdt til

svarende Udtryk at blive Tyv derfor siger han imidlertid i Vote-

ring af 14. April 1804, at det med Hensyn til Gerningens Natur