71 / 345
delse, at „Lovstedets Bestemmelser slet ikke passer sig paa saadanne
Arbejder, hvor Forfattere lovlig kan dølges“. Denne Fortolkning
synes dog noget dristig, eftersom Formaalet med at stille visse For
fattere under Censur vel maatte være at hindre, at deres Produkter
uden Kontrol naaede frem til Publikum, hvad enten det var under
Navn eller anonymt, og Bogtrykkerens Vanskelighed ved at holde
sig underrettet om Bidragsyderens Person kunde jo gøres til Gen
stand for konkret Undersøgelse. Her, hvor Forfatter og Bogtrykker
var samme Person, var den i hvert Fald ikke tilstede. Snarere kunde
maaske henvises til det i Fdg. § 20 brugte Udtrykt „Skrift“ som
ikke rummende Aviser. Højsteret ændrede den sidste Del af Dommen
og fradømte efter nysnævnte Bestemmelse Seidelin Bogtrykkerprivi
legiet, et Resultat der i Erindringerne16) fremkalder den Kommen
tar af Ørsted, at det vidnede om en mærkelig Strænghed i Over
holdelsen af bemeldte Lovbud. Den 19. Novbr. 1805 havde Retten
paany at afsige en Pressedom over Seidelin, der nu betegnede sig
som Kommandersergent ved det borgerlige Artilleri og Litteratus.
Den angik en af Politimesteren censureret Artikel i „Dagen“, der
angreb en Landfoged Johannsen. Den af Ørsted skrevne Dom fri-
fandt Seidelin, fordi Censuren dækkede mod Ansvar overfor det
Offentlige. Naar Politimesteren ved sit Imprimatur havde godkendt
Trykningen, vilde Retten ikke kunne underkende dette uden at
komme i Strid mod det loVgrundede Princip, at magistralske Hand
linger ikke staar under Domstolens Paakendelse. Hertil synes at
kunne siges, at Kancelliet — Politimesterens Overordnede — ved
at aktionere havde desavoueret hans Godkendelse. Dommen blev
ikke prøvet i højere Instans. Det varede ikke længe, før der forelaa
en ny Tiltale mod „Dagen“ nemlig for en ligeledes med Imprima
tur forsynet Artikel, der ansaas fornærmelig for Kongen af Preus
sen. Af nogle angivelig svenske Breve var anført denne \tr in g :
„Det er aldeles sikkert, at vor Konge har svaret Kongen i Preussen
paa dennes Forslag om russisk Mægling, at han ikke skulde tro,
at han subordinerede under Rusland saa som Kongen i Preussen
selv stod under Bonaparte“. Som sædvanlig var Ørsted førstvoteren-
de, og da Seidelin ikke i Retten havde villet dokumentere de svenske
Breve, ansaas de for opdigtede. Da han saaledes havde ført Censor
bag Lyset med Hensyn til Sagens faktiske Sammenhæng, kunde
han ikke dækkes af Trykketil ladelsen, og han straffedes saa for sin