69 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
51
lovkyndiges Meninger hos os kunde give en Lovforklaring Authenti,
saa kunde intet Foretagende være mere overflødigt og hensigtsløst
end en Diskussion over det ovenanførte Spørgsmaal [om Kumu
lation skal anvendes], som vore systematiske Jurister, vore Lov-
eksegeter og vore Domstole saa godt som enstemmig besvarer med
Ja. Men da ingen anden Autoritet end Lovene binder den danske
lovkyndige, har jeg vovet . . . en Undersøgelse . . . med et benæg
tende Resultat.“ Om Højesterets Mening har han næppe vidst no
get bestemt, da han nok skrev men ikke voterede mod Højesterets
Meninger. Den 2. Januar 1802 og 2. Juli 1803 havde han Lejlig
hed til at gentage sin Dissens, men i en Votering af 17. Nov. 1807
gennemførte han sin Mening med en Majoritet af 3 mod 2. I en
Dom af 12. Oktober 1802 havde Ørsted gjort en vidtgaaende An
vendelse af den Grundsætning, at der ikke foreligger en særskilt
Retskrænkelse og ikke skal anvendes særskilt Straf, naar en af de
forøvede lovstridige Handlinger er nødvendigt Middel til den an
den Forbrydelses Iværksættelse eller in facto ikke har haft anden
Hensigt. I Dommen gaves enkelt Straf for Bigami og den dertil
benyttede Antagelse af falsk Navn og Udfærdigelse af urigtigt For
loverbevis med falsk Navn. Da Rigamistraffen var at miste sin
Hals, kunde Dommens Resultat maaske ogsaa opfattes som Udslag
af visse Strafarters Uforenelighed,
In k o m p a tib ilite t.
Paa dette Om-
raade havde Ørsted atter en Særmening. Medens den almindelige
Opfattelse ikke vilde forbinde lemlæstende Straffe og Frihedsstraffe,
havde han i Dom i Jur. Maanedstidende 1802 I 55 dissentieret for
Kumulation af Straffene Tugthus og Haandsafhugning. I Praksis
fuldbyrdedes sidstnævnte Straf jo ikke, men Spørgsmaalet havde
Betydning for, om noget andet skulde sættes i Stedet for den lem
læstende Straf til Forøgelse af Hovedstraffen. Efter hans Dommer
tid trængte hans Opfattelse igennem i Højesteretsdom af 16. Januar
1816.
I Tyveriafhandlingen oplyser Ørsted iøvrigt at uagtet Fdg. 1789
§ 8 udtalte det som Kongens alvorlige Vilje, at Forordningens
Straffe skulde fuldbyrdes efter de fældede Domme, uden at nogen
B enaadning
eller Eftergivelse kunde ventes, blev ved kgl. Resolu
tion stundom Brændemærket og efter Omstændighederne endog
Kagstrygningen eftergivet. Det samme fandt altid Sted med Hen-
4*