AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

syn til den i Fdg. 16. Okt. 1697, jfr. Fdg. 7. Februar 1749 om

grove Morderes Straf foreskrevne Knibning med gloende Tænger

inden Henrettelsen.

Saafremt Ørsted ved sin Tiltrædelse som Dommer havde noget

„Speciale“ som Jurist, maatte det være

T ry k k e frih e d slo v g iv n in g e n .

Heri fik han nu ogsaa Lejlighed til at ytre sig som Dommer, og

det er karakteristisk for hans Voteringer, at de strækker sig saa

langt som muligt i Trykkefrihedens Favør. Den foran S. 13 nævnte

K. H. Seidelin havde i sit Blad „Politivennen“ kritiseret en Post

mesters Takstberegning for Færgefarten mellem Aarøsund og As

sens og derved sagt, at Postmesteren „havde haft den besynderlige

Dristighed at fordre og modtage mere“ ; imidlertid var Takstbereg

ningen rigtig, men Ørsted dissentierede alligevel den 7. August

1802 for Frifindelse i Postmesterens Injuriesag, idet han udviklede,

at dennes Klage angik „Materien ikke Formen“. Enhver Borger

er efter almindelige Retsgrundsætninger berettiget til at undersøge

Lovligheden af sine Medborgeres Handlinger, naar han ikke frem

fører noget faktisk urigtigt eller beskylder for at have handlet med

Bevidsthed om Lovstridighed eller iøvrigt bruger utilbørlige Ud

tryk. Denne Frihed kræves af den offentlige Moralitet og Velfærd

i mere end en Henseende. Lovgivningen viser dette ved i enkelte

Tilfælde at straffe for at bebrejde nogen den Handling eller Til

stand, som virkelig foreligger — hvilket ellers vilde være over

flødigt. Fdg. 27. Sept. 1799 tillader endog at prøve Love og Rege

ringsforanstaltninger og i en anstændig Tone ytre, hvad man deri

finder at rette og forbedre, og det kan ikke antages, at man skulde

have mindre Rettighed i Hensyn til sine Medborgeres Rettigheder.

Trods dette veltalende Forsvar maatte det dog staa som meget

usikkert, om Postmesteren ikke netop — og med Rette — besvæ

rede sig over en Insinuation om med Vilje at have beregnet Taksten

galt. Efterat Seidelin som Følge af denne Domfældelse var kom

men under Censur, sattes han under Tiltale for som Udgiver af

Bladet „Dagen dels at have skrevet Artikler deri uden at angive

sit Navn dels for ikke at have ladet disse Avisartikler censurere.

Den af Ørsted skrevne Dom af 4. Februar 1805 frifandt paa det

første Punkt, fordi „Dagen“ fandtes at være en Avis, og ved saa-

danne var det nok, at Redaktør og Udgiver var navngivne; ogsaa

paa det sidstnævnte Punkt frifandtes der med den korte Begrun