65 / 345
T I D E N T I L 1 8 1 3
47
som det var ham betroet at transportere hjem fra Torvet. Herfor
var han strafbar efter D. L. 5-3-11, der foreskriver en Straf af
tre Mark Bonden og tre Mark Kongen og dermed Ærens Tab. Siden
Tyverifdg. af 20. Februar 1789 var udkommen, var det imidlertid,
som Ørsted oplyser, „vedtaget i denne Ret“ i Stedet derfor at an
vende en arbitrær Straf, idet man altsaa kunde tiltage sig saa stor
Frihed i Strafanvendelsen trods en positiv Regel at analogisere fra
mere moderne Regler for at komme bort fra det antikverede Straffe
system. Naar Lovens Ord var aldeles klare, vilde Ørsted dog ikke
fravige dem trods Praksis i denne Retning. Den 13. December
1803 dissentierede han for til fuldbyrdet Falsk at kræve baade
Efterskrivning af Andenmands Haand og Eftertrykning af hans
Segl, saaledes som Ordene i D. L. 6-18-6 og 7 lyder. Seglet var
ikke eftertrykt, og i Stedet for Lovens Straf og Haands, Æres og
Boslods Forbrydelse vilde han derfor anvende arbitrær Straf; det
ses dog, at han ved denne Fastholden ved Ordene i dette Tilfælde
opnaaede større Dommerfrihed. Hvor strængt Straffene ofte faldt
ud, naar Lovens Artikler maatte lægges til Grund, viser Dom af
11. Januar 1808, hvorved simpel Livsstraf anvendtes paa en fra
Københavns Fæstning undvegen Slave, der i Charlottenlund Skov
i to Tilfælde havde truet spadserende med en Knippel og slaaet
efter dem for at aftvinge dem hver 4 Skilling, som de dog ikke
havde givet ham. Man ansaa ikke Røveriet for fuldbyrdet og straf
fede derfor med nedsat arbitrær Straf efter D. L. 6-16-1, hvis Straf
for at ligge i Skjul og røve fra vejfarende Mand som Stimand er
at have forbrudt sit Liv til Stejle og Hjul samt Hovedlodden.
Højesteret stadfæstede imidlertid den indankede Birketingsdom, der
for fuldbyrdet Forbrydelse havde idømt Stejle og Hjul. Ørsted kom
menterede Dommen i sit Arkiv og angiver de Grunde ,,,som kunde
tale for den af Højesteret antagne Mening“, hvorom han siger:
„disse Grunde forekom imidlertid de af Landsoverrettens Medlem
mer, som var enige i den ovenanførte Dom, ikke tilstrækkelige
nok til at retfærdiggøre Anvendelsen af 6-16-1“. Han udvikler
særlig, at Lovgivningen i mangfoldige Tilfælde tillægger den uden
for selve Gerningen liggende Virkning afgørende Betydning for den
Straf, der skal indtræde. I en Dom af 21. Oktober 1805 havde Ør
sted formuleret en „almindelig“ Begrebsbestemmelse af Røverifor
brydelsen som bestaaende i ved Hjælp af personlig Volds Anven