AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

tet som Justitiarius og selve Tyveriforordningens Koncipist: „Jeg

maa endnu som en særdeles vægtig Grund herfor tillægge, at end-

skøndt Deres Majestæts Højeste Ret vel for at diminuere Kvanti

teten af den Forbryderen ved de foregaaende Instanser irrogerede

Straf kan tage Sagens faktiske Omstændigheder i Betragtning, saa

kan det dog ikke antages at være D. M.s Vilje, at den som øver

ste og sidste Instans kunde fravige Lovens Bud og diktere en

arbitrær Straf, naar et Faktum var bevist at være saadant, som

Loven selv har angivet. En saadan Fremgangsmaade vilde gøre

Principerne vaklende. Den vilde tillige bringe de underordnede

Domstole i Tvivl om, efter hvilke Grundsætninger der i Højeste

Ret blev dømt, hvilket for andre Tilfælde kunde drage til Følge.“

(Det ses, at Formen ogsaa i det lukkede Voteringsmøde var Hen

vendelsen til Majestæten som tænkt Leder.) At Ørsted, der i Prin-

cipet stod paa Colbjørnsens Standpunkt overfor positiv Lov saa

godt som Colbj ørnsen selv, i dette Tilfælde havde kunnet finde

Holdepunkt for Dommerfrihed, er iøvrigt ogsaa noget paafaldende.

Han tillagde efter sine almindelige Synspunkter det stjaalnes Værdi

megen Betydning for Tyveristraffens Bestemmelse, men dette har

dog sikkert ikke været ham nok. Aargangene af Juridisk Maaneds-

tidende og Juridisk Arkiv kom efterhaanden til at udgøre fyldige

Magasiner for Retsafgørelser i Tyverisager, saaledes at Ørsted, da

han i 1809 udgav sin store Afhandling om Begrebet Tyveri, kunde

gennemil 1ustrere sin Omtale af Retsanvendelsen med Domme fra

sin egen Praksis, der antagelig ogsaa var affattede med et vist

Hensyn til at skulle virke oplysende for Offentligheden. I denne

Forbindelse kan endnu nævnes en Dom af 12. Juni 1811 angaaende

Hæleri. I Anledning af gentagne Tyverier paa Holmen havde man

ladet Holmens Folk falbyde Søetaten tilhørende Ting til Personer,

der mistænktes for at hæle, og derved faaet nogen til at købe i

den Tro, at Tingene virkelig var stjaalne. Tvivlen angik, om Hæ

leri var fuldbyrdet eller kun forsøgt, og Ørsteds Votum om det

sidste gik igennem, men fem voterende mente dog, at det ene af

gørende maatte være „den skyldiges Intention“. Ud fra Forholdets

Natur havde Ørsted egentlig samme Opfattelse, men han følte sig

bunden af Lovens Grundsætninger.

andre

Tilfælde af

B erigelsesfo rb ryd elser

kan nævnes en Dom

af 5. Oktober 1802 om Bedrageri. En Mand havde tilegnet sig Ting,