90 / 111
den 30. maj 1841 på sin sindige
fæ rd fra Amagertorv til F red e
riksberg, og dejalousiplagede dro-
skekuske tjattede omnibuskusken
over nakken med deres piske. Vor
tids hy revognschauffører synes
me re beherskede, men man kan se
på ansigtstrækkene bag visse v ind
spejle, at mange privatbilister også
ha r lyst til at foretage sig noget
voldeligt, nå r de store kommunale
busser h in d re r deres fa rt og udsyn
i den tætte myldretidstrafik.
Fra Bernstorffsgade og indefter
er der også masser af mennesker
på fortovet ved Tivoli. Det er
m a pp emænd og mere varieret u d
styrede kvinder, der kommer fra
Hovedbanegården og skal til kon
to rer omk ring Rådhuspladsen, så
det kan betale sig at gå fra toget.
Myldretiden er i fuld gang, og
hvad den altdom ine rende motori
serede trafik angår, varer den ef
te rhån den hele dagen igennem.
Man ser sjældent en bus med le
dige pladser i Vesterbros Passage i
dagtimerne, i hvert fald ikke med
retn ing mod Rådhuspladsen.
Fodgængerstrømmen vedvarer
også dagen igennem om somme
ren; men cyklisterne er det stadig
småt med, og man forstår det så
vel. Københavns store færdselså
re r er blevet farlige at færdes på
for cyklister.
Engang cyklede v indue spud
serne r u n d t med en stor stige på
nakken midt i trafikken og ikke
mindst he r i Vesterbros Passage,
hvor mange ku nd e r skal have p u d
set bu tiksvinduerne om tren t hver
dag. Nu kø rer de r u n d t med stige
på taget af bilen og leder efter p a r
keringsplads lige som alle andre.
Passagen fik ingen kirke
Vi h a r i d e n n e bog bevæget os fra
Rådhu sp lad sen mod sydvest til det
sted, hvor Vesterbrogade ind-
snævrer sig, og nu vil jeg bevæge
mig tilbage igen ad samme vej for
at samle op af, hvad de r kan være
glemt, og ikke mindst få lidt mere
aktuel nu tid med, inden m a n u
skriptet går i trykken. Men først
lidt fortid.
Ind snævringen af gaden sker i
to tempi - i højre side ved T r om
mesalen og i venstre side nogle me
ter længere ude. Det er ved hjørnet
af Helgolandsgade, hvor der en
gang var p laner om at rejse en kir
ke. K irkefonden undersøg te m u
lighederne for at købe tre store
g r u n d e fra dette hjørne og ned til
nr. 17 på Vesterbrogade, hvor
dansesalonen Valkyrien havde til
hu se inde i baggården. He r var det
meningen, at Eliaskirken skulle
opføres - rådhusbygger Nyrops
kraftfulde, totårnede kirke, som
nok kunne have fortjent de friare
aler u d en om, som kunn e være til
vejebragt her. Den kom i stedet til
at ligge længere ud e på Vesterbro.
Det lykkedes ikke at få hele det
samlede g rundkøb i orden , og i
stedet købte man så en g r u n d på
Vesterbros Torv, hvor kirken kom
til at ligge indeklemt mellem høje
beboelsesejendomme. Den f rem
træd e r dog ganske magtfuldt i by
billedet alligevel med sine tårne og
den b rede sten trappe foran.
Ved fo rh and linge rne om
g r un dk øbe ne oppe ved hjø rnet af
Vesterb rogade og Helgolands
gade blev det frem fø rt, at Valky
rien kunn e bruges som kirkesal,
indtil beboelseshusene var revet
ned og kirken opført. T ro d s de
helt æn d re d e planer, da Vester
bros Torv kom ind i billedet, blev
den berygtede dansesalon alligevel
omd anne t til kirkesal. Den fung e
red e fra 1897 til 1908 som Sankt
Mariæ Kirkesal, indtil »Vesterbros
katedral« var klar til brug.
Vesterbros Passage fik altså in
gen kirke som udsig tspunkt fra øst
mod vest - som så mange a nd re
langt mere frem sk redn e planer
ikke er blevet til noget i d e n n e del
af byen.
90