104 / 707
Københavns Kommunalforfatning af 1840
8 9
med Undtagelse af de ulønnede Raadmænd, hvorimod
man næppe vilde kræve mere, end hvad Stadens 32 Mænd
havde foreslaaet, saafremt dette blev tilstaaet Borgerre
præsentanterne.1)
Denne paa eengang frisindede og taktisk kloge Udta
lelse kom dog ikke til at øve nogen særlig Indflydelse paa
Frederik VI’s Afgørelse. I alt væsentligt fulgte Kongen
Kancellipræsidentens Indstilling:
Ved Resolution af 7. November 1838 fastsattes Antallet
af Raadmænd i første Omgang til 8, nemlig 5 kongeligt
udnævnte juridiske og 3 borgerlige Raadmænd; men det
tilføjedes, at ved først indtrædende Vakance blandt de
lovkyndige Raadmænd skulde »den besparede Gage« —
efter nærmere Overvejelse — anvendes til Lønning af de
borgerlige Raadmænd.2)
Endnu var der dog langt til Vejs Ende; thi med en saa
ynkelig Kompromisløsning lod Østifternes Stænder sig
ikke afspise, skønt den kongelige Kommissarius bl. a.
fremhævede, at de paagældende borgerlige Raadmænd
ikke skulde opgive »deres sædvanlige borgerlige Bedrift,
hvori de maae søge deres egentlige Subsistents, medens
hiint Vederlag kun skal indeholde nogen Godtgjørelse fol
den Tid, som de for den dem betroede Tjenestes Skyld
maae tage fra deres egentlige Levevei«.3)
Det skulde da ogsaa snart vise sig, at Ørsted med kyn
dig Haand havde følt Stænderforsamlingen paa Pulsen.
Allerede i Udvalgsbetænkningen blæste Algreen-Ussing til
Kamp, og i Salen rettede han drøje Hug mod Ørsted, der
— sine egne Meninger til Trods — med vanlig Loyalitet
greb til Forsvar for Udkastets Bestemmelser.
Hvis Københavns Borgere skal interessere sig levende
1) Ørsteds Brev, dat. Roskilde 27/io 1838, »Bilag«.
2) Kgl. Resolution V il 1838, D. K. II Dept.s Res.-Prot. 1838, Nr.
112
.
3) St. T. 1838 I, Sp. 817.