109 / 707
9 4
Flemming Dahl
tionen hver skulde vælge 3 Raadmænd. De borgerlige
Raadmænd, som ikke behøvede at være Jurister, skulde
beskikkes for 12 Aar ad Gangen og alle oppebære Løn .1)
Til Ørsted sluttede sig baade Hansen og — hvad der
betød ulige mere — selveste Stemann, medens Bentzen og
Lange, som i alt væsentligt var enige med Ørsted, subsi
diært stillede nogle mindre betydende Ændringsforslag’.2)
I Danske Kancellis Forestilling af 31. Maj 1839 gik
Ørsteds Forslag da igen, ligesom tidligere begrundet med,
at Hensynet til saavel Statshelhedens som Efterslægtens
Tarv udkrævede, at Regeringen bevarede sin overvejende
Indflydelse paa Magistraten — den »temporære« Repræ
sentation for en enkelt Kommune, som Tankegangen, om
end ikke Ordvalget, var.
At Frederik VI vilde have tiltraadt Kollegiets eenstem-
mige Indstilling, kan næppe betvivles; men Tronskiftet
3. December 1839 skabte en anden Situation.
Om enkelte af Statsraadets Medlemmer i Mødet 21.
s. M. skulde være traadt i Skranken for en Ændring i
Kancelliets Forestilling, er ikke bekendt. Imidlertid taler
alt for, at det er den nye Konge selv, der personlig har
taget Stilling til dette Hovedspørgsmaal og ved sin Viljes
tilkendegivelse i Statsraadet og sin Resolution af 27. De
cember 1839 har sat Tingene paa Plads.
Et Indicium for Rigtigheden af denne Opfattelse, som
under de nuværende Krigsforhold hverken kan bevises
eller afkræftes endeligt,3) er ubestridelig Intimationen til
selve Anordningen af 1. Januar 1840, der udtrykkelig
fremhæver det epokegørende nye, som Christian VIII ved
sin »Nytaarsgave« til København skænkede sin Hoved- og
Residensstad. »Navnligen have Vi«, hedder det beteg
7)
Ørsteds Votum
26/2
1839.
2) D. K.s Voteringer: Bentzen
7
¡
3
,
Lange
17
¡
3
,
Hansen 27
¡
3
,
Ste
mann
30/3
1839, »Bilag«.
3) Jfr. ovf. S. 69, N. 2.