115 / 707
100
Flemming Dahl
præsentanter, medens der paa den anden Side udkræve
des en viss Census til Valgbarhed. Under dette System
vilde middelbare Valg ved Valgmænd blive en Nødven
dighed, hvad han for øvrigt ogsaa af andre Grunde fandt
mest formaalstjenligt.
Med dette Forslag havde Kierulff løst Ørsteds bundne
Tanke. For hin Udvidelse af Valgretten og Indskrænk
ning af Valgbarheden fandt ogsaa
han
adskillig Hjemmel
i Privilegierne, der ligefrem nævner »Borgerskabet« som
valgberettiget, men derimod fastslaar, at de 32 Mænd selv
skal være »af de bedste og fornemste Borgere«. Dog
maatte Begrebet »Borgerskabet« forstaas som moralsk
Person, og ligesom der vilde kunne foreskrives særlige
moralske Egenskaber hos de valgberettigede, saaledes
kunde man fordre en viss, bl. a. økonomisk, Uafhængig
hed som Betingelse for Valgret.
Hertil kom efter Ørsteds Mening, at Privilegierne kun
hjemlede Borgerskabet Valgret i Forbindelse med Magi
straten, og at denne begrænsede Valgfrihed havde været
forsvundet i over et Aarhundrede. Men skønt Privilegie-
løftet saaledes ikke kunde være bindende med Hensyn til
den almindelige Valgret, som han i øvrigt nærede stor
Betænkelighed ved, talte Analogien fra Købstadforord
ningen af 24. Oktober 1837 dog for ogsaa at indføre den
i Hovedstaden.
Af denne og andre Grunde maatte Ørsted foretrække in
direkte Valg. Han opgav da Udkastets direkte Valg i
6
»Arrondissements«, som — paa forskellige Dage — hver
skulde vælge en Kvotadel af det til enhver Tid ledige Antal
Bepræsentanter.
Under det middelbare Valgsystem, som ogsaa var til-
raadet i det Bang’ske Andragende af 9. Oktober 1835,
vilde det ikke volde Vanskeligheder at tillægge alle Bor
gere Valgret. Ørsted foreslog derfor at oprette 12 Distrik
ter à
8
— 10 Valgmænd, idet han fandt Tallet 300 alt for