107 / 707
92
Flemming Dahl
Ved sin Redegørelse for disse Bestemmelser,1) der efter
Ørsteds Formening betegnede en nok saa stor Indskrænk
ning i det kommunale Selvstyre som Regeringsforslaget,
har han sikkert troet at slaa en forsvarlig Bom for Be
tænkningens Krav
0111
Borgervalg af samtlige Raad-
mænd.2) Hans Taktik var heller ikke ueffen; men han
oversaae, at han havde stukket Hovedet i en Slynge,
saafremt Stænderne trods alt erklærede sig rede til at
sluge endog disse velvoksne Kameler for at faa deres
Hovedønskemaal bragt frelst i Land. Og netop dette blev
Tilfældet!
I et Lynglimt saae Algreen-Ussing Situationens Mulig
heder. Som en Høg slog han ned paa sit Bytte, erklærede
sig villig til at akceptere de Ørsted’ske Forudsætninger,
som han frakendte praktisk Betydning, og underbyggede
ved at fremdrage de analoge Bestemmelser i det slesvig-
holstenske Udkast3) yderligere sin principielle Fordring
om Borgerrepræsentationens Ret til at vælge Raadmæn-
dene.4)
Forgæves erindrede Ivommissarius om, at Magistrats
personerne i Slesvig og Holsten ikke heller i Øjeblikket
valgtes af Kongen.5) Som dreven Taktiker vendte Ussing
straks denne Udtalelse mod Ørsted, der netop ved
den
selv havde ydet det bedste Bevis for, at man ikke behø
vede at nære mindste Betænkelighed ved at indrømme
Københavns Repræsentanter at vælge i hvert Fald en Del
af Magistratens Medlemmer.6)
Imellem Sagens foreløbige og endelige Behandling ind !) St. T. 1838 II, Sp. 2643—44.
2) Sp. 2650; sml. 2644.
3) »Stådte-Ordnung« for Slesvig og Holsten § 81, Pkt. 2, og § 87,
Holstenske St. T. 1838—39, Sp. 286 og 289.
4) St. T. 1838 II, Sp. 2647—49.
5) Sp. 2650. Sml. Munch II, S. 108— 10.
6) St. T. 1838 II, Sp. 2650—51.