126 / 707
Københavns Kommunalforfatning af 1840
111
get »viritim« (d. v. s. ved personlig Afstemning efter
Hoveder) sammen med Valgmændene vilde kunne ind
virke gunstigt paa Resultatet, og det vilde være i fuld
Overensstemmelse med Privilegierne.
Hvad Spørgsmaalet om Æresborgerskab angik, stemte
Ørsted ubetinget for, Stemann lige saa afgjort imod. Bent-
zen og Hansen var nærmest tilbøjelige til at forkaste det;
i hvert Fald vilde de kræve Enstemmighed i begge Bykol
legier som Forudsætning for en Vedtagelse. Lange var
derimod egentlig positivt indstillet; men da en tilsvarende
Bestemmelse ikke var optaget i Købstadkommunalanord-
ningen, maatte han fraraade at indføre den i Københavns
Forfatning, for at Regeringen ikke derved, som han med
fin psykologisk Forstaaelse fremhævede, skulde bære Ved
til Provinsbyernes Skinsyge mod Hovedstaden.1)
I sin omfangsrige Oktoberforestilling 1838 anbefalede
Danske Kancelli selvsagt Kongen at godkende alle de
Punkter, hvorom der herskede Enighed, først og fremmest
de foreslaaede Censusforhøjelser og Tilbagetoget til det
traditionelle Borgerrepræsentanttal 32, hvoraf Halvdelen
Grundejere, med
8
-aarig Valgperiode og 4 Medlemmers Af
gang hvert Aar.
Af størst Interesse er Kollegiets Stillingtagen til de vig
tige Principspørgsmaal om Valgret, Valgbarhed og Valg-
maade. Man paapegede her, at det foreløbige Udkast vel
indeholdt Forslag om direkte Valg, men at man ganske
klart havde set, at det herved — i Modsætning til Anord
ningen af 24. Oktober 1837 — vilde blive nødvendigt at
udelukke mange Borgere fra Repræsentantvalgene. Paa
den anden Side maatte Kancelliet være betænkeligt ved
at foreslaa et Valgsystem for København, der var aldeles
forskelligt fra det, som var paabudt baade ved Stænder
anordningen og ved Kommunalloven af forrige Aar.
x) Der redegøres ikke nærmere for Bentzens, Hansens og Langes
Vota i Axel Ravns førnævnte Afhandling.