GeorgBrandesEtPortræt

det gamle Skillingspenneskaft og kradser i ilsomt

Jag d isse Linjer ned paa det gammeldags linjerede

Brevpapir:

». . . Blev helt forstemt ved Ankomsten ved

at se alle Borde belæssede med Tusinder af

Postsager, som skulde besvares, skaffes tilside,

læses, overvejes. Melankoli faldt over mig, dog

forsødet ved dyb Ensomhed. I Søndags ikke

en Lyd, ikke en Ringning, ikke en Bekjendt,

ikke en Bekjendtinde af mig i Byen, alt som

uddøet; jeg gik over og spiste til Middag i

Phoenix, ene, ene i Salen, jeg nød det helt ned

i Benpiberne, jeg kunde skreget af Glæde. Jeg

har ikke været saa tilfreds siden jeg spiste i den

elskede Restaurant Vemier i Venedig og drak

Jordens lifligste Vin, og dér var jeg endda ikke

alene.« —

Dagene gaar — Dagenes Skuffelser og Plagerier,

»den forhadte By«s Sammenklang af Tiltrækning

og Frastødning, af Incitament og Irritament. Nu

og da mindes han om sin Betydning; men alt er

for ham forbigangent, han føler sig selv som et

Genfærd, der ikke hører Nu tidens Danmark til,

og som der ikke mere regnes med. Overalt i hans

Breve slaar Bitterheden ud og graver sig indefter

i hans Sind — som Modgift dvæler han i Minderne

om Livet udenfor Danmark, der for en Stund lod

ham glemme Smerterne og endnu kan bringe ham

222