GeorgBrandesEtPortræt

en illusorisk Trøst ved at føle sig værdsat og fors

staaet:

»De er elskværdig, at De kan føle Dem bevæget

paa denne for mig ganske intetsigende Mindes

dag. De føler jo selv saa godt som jeg, at i det

nuværende Danmark som det udvikler sig —

om man kan bruge det Ord — har jeg ingen

Andel. Det er løbet, ikke fra mig, men efter

Evne udenom mig. Lykkeligvis afhænger intet

i Verden af, hvordan det her staar til, Intet.

Alt det, som foregaar, foregaar Andetsteds, og

det er min eneste Stolthed, at i noget af det,

som virkeligt foregaar, er jeg med og tilstede.

Hav tusind Tak for de smukke Roser, de enes

ste Roser jeg fik.«

Han fortvivler over de politiske Forhold i Dans

mark — »le Danemark s’efface!« Han klager over

Landets Lidenhed, der afføder og udvikler Smaas

lighed, mistvivler om Folkets Fremtid paa Grund

af dets svindende V ilje, forfærdes og forarges over

de ledende Mænds Mangel paa national Selvbes

vidsthed og Ansvarsfølelse:

». . . Det glæder mig, at De nu ser som jeg paa

det Højhedsvanvid, der har grebet nogle af

Kas

valererne hjemme. Tænk Dem, at Nexø skriver:

»Vi har i Tanken allerede givet Island Løbepas

og føler os

styrkede

derved, Verden er vor, Lans

dets Lidenhed betyder intet.« Nu behøver vi

blot at slippe Bornholm, Færøerne og Falster

223