GeorgBrandesEtPortræt

den ved at hugge den over. Hans A fstandstagen

fra Jødedom i Aand og Natur bundede ikke — som

saamange andre Jøders — i Opportunisme, ud?

sprunget af Ligegyldighed, Servilitet eller Fejghed.

Hos ham stod Uv iljen mod Jødedom af enhver

Art i Forbindelse med hans Kamp for Frihed og

Fremskridt i Aand — politisk, religiøst, socialt, mo?

ralsk. Hans Drøm var — hvor paradoksalt det end

kan lyde — i Slægt med de religiøse Drømmerier

om et Verdensrige, hvor Mennesker kan mødes i

internationalt Samliv og almenmenneskelig Sam?

hørighed, et Paradis paa Jorden, hvor U lv og Lam

færdes fredelig Side om Side. Paa et Billede jeg

har af ham fra hans unge Aar, staar han i hvid

Dragt, med et ekstatisk?forklaret Blik vendt mod

Højderne og de blege asketiske Træk gennem lyst

af beaandet Idealitet — ikke ulig Billederne af den

Messias, som ungdommelige Entusiaster til hans

dybe Uvilje gennem Tiderne har sammenlignet

ham med. Der

var

i hans Væ sen Træk af begge

de to »Kongsemner«, der er forevigede i jødisk

Sagnliter atur: Moses og Christus. Realisten og Dik?

tatoren Moses — Reformatoren og Idealisten Chri?

stus. D isse to oprindelige Typer indenfor jød isk

Psyke, der senere under Livets og Skæbnens Tryk

har affødt den smidige Opportunist og den vilde

Fanatiker.

Georg Brandes’ Stilling til Jødedommen som

229