GeorgBrandesEtPortræt

men vilde helst kunne gøre det meget, meget

bedre.

At de dog ikke, som jeg 1905 saa indtræn?

gende skrev, kunde gjøre obligatorisk Voldgift

mellem Arbejdere og Arbejdskjøbere i Dans

mark, en Højesteret, valgt af begge som paa

New Zealand, der i 8 Aar ikke har kendt hver*

ken Strike eller Lockout. Jeg kan sige som Fal?

staff: Visdommen raaber paa Gaden, og Ingen

hører den.« —

Naar Arbejdet er sluttet, naar Haabløsheden

og Frygten for A lderdommens Opløsning af Ar*

bejdslyst og Arbejdsevne jager ham, og man søger

at anspore ham til nyt A rbejde og nye Planer,

svarer han mismodig:

». . . Nej, jeg har ingen Lyst til at skrive om

Danske. Jeg har faaet nok deraf. Og dertil kom?

mer, at jeg ikke kjender den nyere danske Li?

teratur. Alle de franske Bøger, jeg nævner, er

mig sendt af Forfatterne, hvoraf kun én kjender

mig personligt, nemlig min Ven France, men

næsten alle franske Skribenter sender mig hvad

de skriver, som alle værdifulde i Tyskland,

Østerrig, Sverig, mens Englænderne har gjort

mig til Æresmedlem og Præsident for saa man?

ge litterære Selskaber, at Bøgerne strømmer ind

over mit Bord.

Derimod er der ingen af de yngre mere be?

kjendte danske Digtere og Fortællere, som sen?

der mig deres Bøger, og da det er uoverkomme?

ligt for mig at læse blot 14 af hvad der sendes

225