237 / 361
». . . Men jeg føler anderledes end De. Føler
nu
anderledes. Jeg ser ikke i Danmark nogen
Moder for mig- Det var den ulykkeligste Hånd*
ling, jeg begik, da jeg vendte tilbage. Havde jeg
været ugift, havde jeg aldrig gjort det. Jeg blev
værre behandlet efter min Hjemkomst end før
min Bortrejse, og jeg har ikke
aandeligt levet
med Mennesker siden det Aar 1881, uden naar
jeg var udenlands. I Danmark har jeg kun skre*
vet og læst.«
. . . Jeg løfter Blikket et Øjeblik fra Papiret
og ser over mod hans Billede, der hænger paa min
Væg. Han sidder ved det gamle Skrivebord med
Haand under Kind. Da en af mine Venner en Dag
saå Billedet, sagde han: »Hans Øjne ser ud, som
om de fra Bunden af en Taaresø var fisket op og
sat ind i hans Hoved.« — Som Georg Brandes
sidder dér paa Billedet, husker jeg ham en sen N a t
ude paa Strandboulevarden. Han sad paa den sam*
me Plads ved Skrivebordet, i den samme Stilling.
Skæret fra det skarpe Lampelys faldt over den
blanke Manke og de forgræmmede, ja forgrædte
Træk om Øjne og Mund. Saa sagde han rolig, med
en haabløs Gestus:
»Denmark is a prison — one of the worst.«
*
5
*
227