242 / 361
I Goldschm idts jød iske Følemaade og Fortælle?
form kunde han kun se A ffektation . I en anden
jødisk Skribents V irksomhed, som han ikke mis?
tænkte for A ffektation , fordi Personen var ham
sympatisk, saå han kun Tilbagefald og ghettofarvet
»Jøderi« — hvorom senere. Sagen var den: Han,
der fremfor nogen besad
kritisk
Evne til at efter?
spore Andres
kunstneriske
Fantasi, besad ikke i
sit eget Væ sen Fantasiens Gave, den
digteriske
Fantasi, Indfølingsevnen i en Andens — selv sin
Modsætnings —
menneskelige
Natur: den uadskil?
lelige Forbindelse af Selvhævdelse og Selvudslet?
telse gennem
Indlevelse.
Selvhævdelsen var den
altovervejende D el af hans Væsen , manifesterende
sig i hans Naturs Forening af V ilje og Energi. Selv?
udslettelsen var ham nægtet. Sympati og Antipati
var Grundstofferne i hans Natur, Udslagene af
hans agitatoriske Instinkt. Stor Personlighed betød
mere for ham end sand Menneskelighed — de in?
teressante Sammensætninger og Modsætninger i
de store Personligheder, der var beslægtet med
hans egen, fængslede ham mere end den dybe En?
kelhed i det betydelige Menneske. A f den Grund
skyede han instinktmæssig Skikkelser, hos hvem
den nationale, religiøse eller moralske Følelse var
usammensat og ligevægtig. Derfor valgte han sig
med Forkærlighed til sine »Helte« de Personlig?
heder, som i deres Væ sen rummede hans egen
232