modsætningsrige og modstridende Natur — »Vers
densborgere« som Shakespeare, Voltaire, Goethe,
Cæsar, Michelangelo, Heine, Ibsen, Lassalle og
Disraeli. Derfor manglede han som Kritiker Sans
og Føling for det nationale og religiøse Element
hos Skikkelser som f. Eks. Oehlenschlåger, Grundt*
vig, Jakob Knudsen, Pontoppidan, Kidde og Johs.
V. Jensen herhjemme. Derfor forstod han heller
ikke, at Livskraften i Goldschm idts Forfatterskab
netop
laa i hans jød iske Fortællinger, iltet og ildnet
som de var af hans jødiske Aand og Natur. Denne
Brist i Georg Brandes’ kritiske Evne bevirkede og*
saa, at han i sine sidste store Værker ikke formaa*
ede at forbinde til monumental Helhed de viden*
skabelige og kunstneriske Elementer, hvoraf —
efter eget Udsagn — hans særegne Talent bestod.
Han var ikke V idenskabsmand nok til helt at kun*
ne udslette sin egen kunstneriske Personlighed —
og han var ikke Kunstner nok til helt at kunne
hæve sig ud over eller op over sin fornuftmæssige
Indstilling til Fænomenet. Hans Forstaaelse rakte
kun saa langt, som han med sin vidtrækkende For*
stand kunde naa. Fantasiens indre Verden, der
strakte sig fra »det Evige« til »det Grænseløse«,
laa paa den anden Side af hans Horisont. Hans
Rige var af denne Verden.
Hans kritiske Felt var, kort udtrykt,
Diagnosen,
233