248 / 361
hvis Liv var hans — affødt og udvik let gennem den
løbende Tid og den sk iftende Skæbne fra før til
nu. Havde han kunnet forstaa dette, ikke blot med
sin Forstand, men dybt i Følelsen af jødisk Sam#
hørighed i Aand og Natur, havde han maaske fun#
det det Midtpunkt, hvorfra han kunde bevæge en
Verden — istedetfor at fly det og fare rodløs rundt
mellem de Kloder af Lys og Liv, som han satte i
Fart ved sin hvileløse Energi. Hans nervøse Energi,
der splittedes og sprængtes af Uroen i hans Sind,
var da blevet fortæ ttet som
Kraft
— de spillende
Facetter i hans modsætningsrige og modstridende
Væ sen havde da haft et Brændpunkt, i hvilket de
kunde samles. Ikke at hans Personlighed derved
havde vundet i Interesse. Men hans
Menneskeligt
hed
havde da hærdet og ranket sig i Fasthed, i En#
kelhed og monumental Storhed af heroisk
Etos —
og derigennem hævdet sig sin Plads i Række med
»det store Menneske«,
den store Karakter,
der paa
én Gang er lysende Ideal og bærende Idé.
Han vilde da med Undren og Fortrøstning have
op levet at se, at den indre Splittelse i et Menneske
og i et Folk kan bringes til Ro gennem
Samling
om en Idé
— der ad Samviljens og Samfølelsens
forenede V e je har v ist sig endog at kunne føre
mod Virkelighed.
238