252 / 361
Denne hans pinlige og pinagtige Irritation kun*
de grænse til det rentud
barokke
— et Ord, han
selv yndede at bruge. Da jeg en A ften omkring den
Tid, da foranstaaende Brev er skrevet, besøgte
ham, sad han fordybet i Breve, Lykønskningsteles
grammer og Adresser, der var sendt ham i Anled?
ning af 70 Aars Dagen. Efter at vi havde talt lidt
frem og tilbage om løst og fast, gav han sig til at
oplæse de særlig prominente Hyldests og Hæders?
tilkendegivelser. Pludselig kørte han hele Papirs
bunken tilside, bøjede sig ned over Skabsskuffen,
rodede rundt mellem Chokoladeposer, Ordensdes
korationer og andet Ragelse, som opmagasineredes
dér, halede en lille rød Æ ske frem og smed den
med en uvillig Gestus paa Bordet foran mig: »Se
dér — saaledes viser man mig o fficiel Hæder her?
hjemme!« — Jeg aabnede forsigtig Æsken. Den
v iste sig at indeholde en Guldmedalje, præget af
Staten i Dagens højtidelige Anledning. Skønt jeg
ikke fandt den officielle H yldest særlig festlig eller
opfindsom , kunde jeg paa den anden Side heller
ikke finde den stødende, og jeg søgte derfor efter
bedste Evne i velvalgte Ord at forsvare Dukaten.
Da rev han med et heftigt Ryk Medaljen ud af min
Haand, og idet han pegede paa Reversen, som en?
hver Medalje har, raabte han med tragikomisk
Patos: »Georg
Morris Cohen
Brandes — staar der.
Mit Navn er Georg Brandes!«
-------
242