257 / 361
I Aarenes Løb, og navnlig efter at jeg havde
fordybet mig i det jød iske Spørgsmaal og behand?
let jødiske Emner, blev Tonen skarpere, Ulighe?
derne i Tænke? og Følemaade dybere. A tter og at?
ter søgte han dog at dæmpe Bølgerne — snart gen?
nem muntre Sidespring som i d isse Linjer, der hen?
tyder til en Situation i en af mine Bøger:
»... Jeg har før sagt Dem, at De i disse Arbejder
bekæmper Alt, hvad jeg mit Liv igennem i Dan?
mark har stridt for. De synes at hævne Dem
derfor ved at give mig en blomstret Slaabrok
paa, hvad der minder mig om
Genboerne,
der
— saa gammel jeg er — dog ligger bag min Tid,
og hvad jeg sandfærdigt aldrig i mit Liv har
baaret.« (Han
bar
ikke destomindre »sandfær?
digt« en Slaabrok, men ganske vist ikke »en
blomstret.«)
Snart hævder han med sto lt Selvfølelse Indi?
vidualitetens Ret gennem d isse Linjer:
»... Da man overbragte den unge Bonaparte en
Stamtavle, som beviste, han var af Adel, afviste
han den leende. Han var af dem, fra hvem der
nedstam
mes.
Han var fra den Tid, der erklæ?
rede alle Baner aabne for Talentet og stillede
Individet frit. Gud velsigne ham og hans Tid
derfor!
Individualist for ever!
G. B.«
247