255 / 361
»Dette er jo ikke det første Bevis paa Velvilje,
jeg modtager fra Dem, og dog rørte det mig
som var det det første. Versene er saare smuk*
ke og det vilde være godt, om De havde kun*
net skrive Deres Mismod bort i dem; desværre
er Mismod jo en klæbrig Ting, som man aldrig
let ryster af sig.
Naturligvis kjender jeg af personlig Erfaring
den Følelse, som har dikteret Dem disse Vers,
dog langt mindre (end De) indefra, mest eller
udelukkende naar jeg af Andre behandledes
som fremmed her. Dette er jo dog den Natur,
hvori jeg er voxet op, den eneste, jeg har set
med Barndommens og den første Ungdoms
Øjne; Libanons Landskaber vilde jo være mig
fremmede trods den formodede Afstamning,
der for mig staar som uvis. Det er de Andre,
som har givet Dem Hjemløshedsfølelsen; havde
de Andre aldrig ladet Dem mærke nogen Fors
skel, tvivler jeg paa, at De blot paa Grund af
en TemperamentssAfvigelse havde følt den. Det
danske Sprog er nu engang mit Fædreland.
løvrigt er den Følelse, der fylder Dem, i de
sidste Aar traadt mig bestandig stærkere i Møde
udefra. I Galizien opsøgte unge zionistiske Jøs
der mig og udtalte deres Klager. En fremragens
de jødisk Forfatterinde i Rusland, der helt lever
i denne jødiske Følemaade, har flere Gange
skrevet til mig, men især har den store Flok
af jødisksrussiske Studenter og Skribenter i Pas
ris lært mig deres Syn paa hvad de kalder deres
jødiske
Nationalitet
at kjende, og meget er
245