GeorgBrandesEtPortræt

O fte skiltes vi — rent privat — paa Spørgsmaalet,

aldrig kunde vi mødes. Først i de sidste Aar af

hans Liv — efter Zionismens uventede Spring fra

Idé til Realitet — nærmede han sig omend mods

stræbende

punctum saliens.

Aandssm id ig nok til

at se, at

Jøderiet

(»det Ord, jeg ganske selvstændig

og alene har dannet« — som han ved tidligere Lej#

lighed ikke uden Selvfølelse skrev) ikke blot var

overspændt Nationalisme, i Slægt med en anden

af ham selv anvendt Forvrængning, »Fædrelan#

deri«. Men at hele det store indvik lede og dybt

forgrenede Spørgsmaal stod i Forbindelse og i For#

bund med de højere Idéer, der styrer ikke blot

Mennesket fra Vugge til Grav, men Menneskehe#

den fra Evighedens Morgen til den sidste Nat. —

Dog — som han skrev engang: »Der var altid

Skældsord mere at sige imod mig end imod an#

dre.«

Ædlere Klang fik Ordet

Jøde

aldrig i hans Øre.

Fra vort Bekendtskabs første Tid indtil hans

sidste Aar gik det jød iske Problem som en rød

Traad gennem vor Brevveksling. I et af hans første

Breve til mig — i Anledning af et D igt, jeg havde

sendt ham — skriver han d. 11. Juni 1903 disse

beherskede og smukke Linjer:

244