GeorgBrandesEtPortræt

hende med alle deres Sorger og Glæder — lige

rank i Nederlag som i Sejr. Der var hverken

Hovmod eller Ydmyghed i hendes Sjæl. Hun

kendte sine Sønners Værd. Saa lidt som de mest

smædende Angreb forvirrede hende, saa lidt

lod hun sig blænde af Smiger.«

D e t er karakteristisk for Georg Brandes, at

disse saa enkle og smukke Mindeord, der maatte

glæde ethvert Sønnehjerte, kunde pine ham, alene

af den Grund, at Ordet »jødisk« var bragt i For?

bindelse med Hjemmet. Hans pinlige Irritabilitet

og sofistiske Argumentation, naar blot det jødiske

Spørgsmaal — selv antydningsvis og fuldt sympa?

tisk — berørtes, belyses gennem disse Linjer i et

Brev til mig:

». . . Til min sidste Fødselsdag skrev P. Nansen

en Feuilleton om min Moder og mit Fædrene?

hjem, der er et sandt Non plus ultra. Han tro?

ede, det laa i Møntergade, hvor vi flyttede hen,

da jeg var 30. Han kaldte Huset »stærkt jødisk

farvet«, da dog ikke én af mine Venner og ikke

én af Edvards, som dagligt fyldte Huset, var

Jøde. Min Moder havde overhovedet aldrig væ?

ret i en Synagoge; min Fader ikke siden han var

13 Aar. Han lader min Fader tale om sine Søn?

ner med Mænd af »Menigheden«, et Ord, min

Fader ikke har brugt; han kendte dem ikke.

Derfor er det ikke Affektation fra min og mine

Liges Side, naar Jødedom er os fremmed.«

241