247 / 361
udslettelse den begyndende Opløsning af en Race,
der fremfor nogen havde bevist sin Livskraft og
Eksistensberettigelse — ja, at hans egen Livskraft
og Eksistensberettigelse bundede i Slægtskab med
denne Racens Kultur og Natur. Selv da han under
Dreyfusprocessen kastede sig ud i Kampen, for?
stod han ikke, at den Kraft, der vakte en Verdens
Retsbevidsthed til Live, ikke blot var en almen?
menneskelig Retsfølelse, der følte sig saaret, men
den jødiske Selvopholdelsesdrift, der gennem Soli?
daritetsfølelsen slog ud i Flammer. D e t var ikke,
som han troede,
et isoleret Retstilfælde,
en uskyl?
dig dømt fransk?jødisk Officer, der søgte Oprejs?
ning. Det var en Selvopholdelsens og Solidaritetens
Kamp for
det jødiske Æresbegreb,
der søgte Op?
rejsning — indledet og gennemført fra jødisk Side
for at dokumentere, at ingen Jøde, mindst af alt
en jødisk Officer af kvalificeret Ære, kunde begaa
et Forræderi mod en Stat, der havde ydet ham og
andre Jøder Statsborgerret og Hjemstedsret.
Dette forstod Georg Brandes ikke med al sin
lysende Forstand, fordi han ikke forstod, at der i
Livet er sjælelige Værdier, som er over al For?
stand. Ikke blot religiøst, men ideelt. Ikke bundet
til Tiden, Udviklingen, Friheden og Fremskridtet,
men med Rod i den Jordbund, hvoraf Aand og
Natur har suget Næring fra Tidernes Morgen til
dét Nu, i hvilket han selv levede og aandede, og
237