249 / 361
Og dog var der ogsaa i
hans
Natur dybe Glimt
af jødisk Samfølelse — nu og da skød de op fra
Bunden i hans Sind som Glimt fra dybe Vande.
Jeg skal i et senere A fsn it berøre hans Forhold
til mig personlig — tit og ofte følte jeg under Me*
ningsforskel og Modstrid et jødisk Hjerte banke i
Takt med mit. Stærkest aabenbarede hans jødiske
Følelse sig, naar han omtalte sin Moder — med en
sønlig Kærlighed, der var fri for al ujødisk Sentb
mentalitet, talte han om hende i de varsomste og
netop derfor varmeste Ord. Da jeg engang havde
skrevet et Skuespil, hvis Hovedperson bar dulgte
Mærker af hans Personlighed i Forhold til Omgis
velser og til Hjemmet, følte han under Opførelsen
de skjulte Forbindelseslinjer, men protesterede i
et Brev mod min Opfattelse af Forholdet mellem
ham og hans Moder. Han indvendte, at jeg havde
holdt al Humor borte. »Tonen mellem Moder og
Søn er efter min Smag for blød og sentimental. —
Naar jeg ved Moderen i Stykket kom til at tænke
paa min egen Mor, følte jeg dette skarpt. Thi hun
var gennemtrængt af Ironi.« — Han omtalte ofte
Moderen, altid med den dybeste Ærbødighed, nu
og da med et Suk af Længsel. Han tog da et Bib
lede af hende frem fra sin Skrivebordsskuffe, rakte
det til mig — og jeg betragtede længe dette tungt
forskansede Ansigt med det mistænksomt forskens
de Blik. D et Savn, han har forudfølt ved at skulle
239