253 / 361
Og dog ulmede der i hans intimeste Indre un?
der Principernes og Doktrinernes A ske en Gnist
af oprindelig Følelse, holdt vedlige af Erindringer
om jødisk Sæd og Skik i det Hjem og den Slægt,
hvorfra han var udgaaet. Skønt han, som han en*
gang skrev mig til, »kun da arligt døj er alle disse
Mindelser om tysk Ghetto, hvori salig Gold*
schmidt svælgede«, kunde han dog paa Tomands?
haand bruge jødiske Ord og Vendinger, som selv
jeg, der troede mig ret velbevandret, end ikke
kendte eller forstod. D et kunde ogsaa hænde at
han en Schabbesaften lod sende Bud til en kendt
jødisk »Md. Mangor« og fik tilsendt en Portion af
den gammeltestamentlige
Scholent
med Suppekød,
»Kuggel« og de andre hemmelighedsfulde Forjæt?
teiser. — Da jeg første Gang i mit Hjem serverede
ham denne Guderet, tilberedt saaledes som jeg var
vant til fra mit Barndomshjem, fulgte han med
blanke Barneøjne Anretningen, gik forventnings?
fuld ombord i den bugnende Tallerken — og ud?
brød efter den første Mundfuld med synlig og hør?
lig Skuffelse: »Herregud — hvorfor har D e kom?
met Sukker i Suppen!« —
Men gjaldt det de store afgørende Spørgsmaal
vedrørende det jødiske Problem, som vi snart
mundtlig, snart skriftlig diskuterede, debatterede
og dissekerede gennem vort 25aarige Bekendtskab
— kæmpede han som en Løve for
sit,
jeg for
mit
.
243