GeorgBrandesEtPortræt

noget Afskrækkende«, siger han i et Brev. —

Skræmmet af det Præg af Ghetto, der skæmmede

hans Stammefrænders Træk, naar han paa sine

Rejser mødte de hjem løse og fredløse Flygtninge,

irriteret over Fremmedmærket, der stod prentet

paa hans egen Pande og som af hans Modstandere

heftedes paa hans Person og Værk, fornægtede

han, hvad der burde have været ham helligt — ikke

et Gudsbegreb af overnaturlig Art, men det langt

dybere liggende menneskelige Begreb:

Solidaritet

ten

i Aand og Natur med sin Stamme, sit Folk.

Han forstod ikke, at den jød iske Solidaritetsfølelse

— saaledes som den hos dette Folk uden Land ma#

nifesterede sig i det snævrere

Familieliv,

i det vi#

dere

Samfundsliv

som det jød iske Troessamfunds

»Stat i Staten« — var et naturnødvendigt aandeligt

og sjæleligt Surrogat for en Nationalitetsfølelse,

der ikke havde kunnet finde anden Udløsning, og

som først i vor Tid Z ion ismen har ført frem fra

Idé til Virkelighed: Et Folk med Fædrenes Sprog i

Fædrenes Land. Han forstod ikke, at det just var

denne Solidaritet, denne Samfølelse i Aand og Na#

tur, der havde frelst det jød iske Folk fra den Un#

dergang, som langt større og stærkere Nationer i

Tidernes Løb var gaaet imøde. Han forstod ikke,

at denne Solidaritetsfølelse var Aflagringen, det

dybtliggende Fundament af gammel og ædel

Kult

tur,

at Frafald var Tegn paa Forfald, og Selv#

236