262 / 361
Men det véd jeg, at jeg kender mere til disse
Forhold end De, og det af den simple Grund at
jeg har mer end den dobbelte Erfaring.
Jeg har aldeles ikke sagt det selvmodsigende
Vrøvl, De lægger mig i Munden.
Min Mening er denne: Jødedommen var til
Aar 1870 en
Religion
og blev altid og udeluk*
kende betragtet som en saadan.
I 1878 skabte Hofpræst Støcker
Antisemitisk
men,
der afløste det gamle religiøse Jødehad.
Theodor Herzl, der senere blev
Zionismens
Profet
og som saadan fanatisk, skrev, da Støcker
trængte igennem: »Ich gestehe, ich hatte mein
Judenthum
vergessen,
ich bin Jude geworden
von
Støckers Gnaden
.«
Paa Antisemitismen fulgte saa som Tilbage*
slag Zionismen, jødisk Nationalhovmod, Paa#
standen at Jøderne endnu den Dag idag var
ikke en Sekt men et Folk o. s. v.
Dertil knyttede sig fremdeles som altid i slige
Tilfælde, hvor en Nationalisme slaar igennem,
en Masse — mig led — lummer Romantik.
Jeg har fulgt den nøje i den tyske Romantik
paa Napoleonstiden, der lallede middelalderligt
og urtysk og som var min Ungdoms dybe Af#
sky — hvorfor jeg 1873 skrev en Bog imod den
— og jeg har set beslægtede Fænomener i Dyr#
kelsen af det norske Landsmaal, en elendig til#
bagebleven Dialekt, og i det gebrokne Jiddisch,
som er daarligt Tysk fra Anno 1300 med nogle
iblandede hebraiske Brokker. Det var bedre,
Landsmaalsfolkene lærte sig Norsk, og Jiddisch#
252