GeorgBrandesEtPortræt

religiøs Lære og som national Idé bundede hver*

ken i Opportunisme eller i Fanatisme. Hans Fors

hold dertil var en Arv fra det Slægtled, der fostre*

de ham. For dette Slægtled, der havde oplevet Jø*

deforfølgelserne paa nært Hold, gik V e jen til Jø*

dernes Frigørelse, nationalt og religiøst, gennem

Sammensmeltning med det Folk, hvis Hjemsted de

delte. Han, der saå saa klart og tænkte saa skarpt,

forstod ikke og kunde ifølge sin Indstilling ikke

forstaa, at man vel kan frigøre sig i

Aand

fra

Dogmer og reaktionær Tradition — men at ingen

kan frigøre sig fra sin

Natur,

selv om man søger

at drive den ud af Kroppen med en Høtyv. Pon*

toppidan har engang sagt, at Lykken bestaar i at

have Rod i egen Jordbund. D enne Rod i egen Jord*

bund, i

sin egen Natur,

der giver Ro midt i Livets

og Sindets Storme, havde Georg Brandes ikke. Der*

af Rodløsheden, Hjem løsheden , Fredløsheden i

hans Sjæl, der prægede hans Fysiognom i og var

»Uroen« i hans Væ sen og Værk. Jøde, som han

var,

vilde han ikke være — og Dansk, som han

vilde være,

var han ikke. Hans Tro paa

Viljen —

»Viljen, ledet af Intelligens« — var hans Alfa og

Omega. I Kraft deraf skulde M ennesket kunne

frigøre sig fra A lt, fra Arv, fra Afstamning, fra

medfødte Anlæg i Aand og Natur, ja selv fra Syg#

dom, som man skulde »nedkæmpe« — eller som

han engang skrev: »De behøver blot at

ville,

saa

230