GeorgBrandesEtPortræt

mig, hvorfor skulde jeg saa kjøbe mere? Af

danske endnu ulæste har jeg kun Kiddes

Loven.

Jeg har Uro i Blodet, jeg tror, jeg maa bort

herfra.«

Personlige Sorger kommer til, han synker ned

i den dybeste Depression, kan intet, vil intet:

». . . Jeg har mistet Alt, hvad jeg byggede mit

Liv paa. Følgerne er det mig nu umuligt at over?

skue. Jeg er ude af Stand til blot at læse en

Avis. Hvad jeg siger, gjør jeg mekanisk for at

skjule. Jeg tror ikke, jeg udholder at blive her,

men véd ikke, hvor jeg skal hen . . .«

Han flygter op til Skagen — vender tilbage,

endnu forpint og nedtrykt, men dog med Glimt

af lyse Øjeblikke i Sindet:

». . . Jeg kom mig lidt paa Skagen, men det er,

som var nogle Fjedre sprungne i mig; jeg foler

mig altfor ilde tilpas her i Landet, uden ringeste

Sangbund, og forstummer derfor.

Begriber De Bulgarerne, at de tør for Munch?

Føre Krig mener jeg. Det overrasker mig mer

end at de tør trodse Tyrkerne.«

Og som et samlet Opgør over hans Forhold til

Danmark, til Vennerne, der sv igtede ham, og til

Fjenderne, der i et langt Liv trofast fulgte ham i

Hælene paa den tornebestrøede V e j, klinger hans

Ensomheds? og Fremmedfølelse ud i disse sørg*

modige Linjer:

226