406 / 500
—
3 9 9
—
Fylde at motivere mit Skjøn; men en taknemmelig
Læser
er jeg,“ og til
Ole Bang '):
„Jeg har aldrig givet
mig af med Kritik, nemlig fordi jeg ikke
kan
kritisere.
Alt, hvad jeg selv har frembragt, er ikke Frugt af Re-
tlexion, men ene og alene fremkommet ved en Natur
nødvendighed, ligesom et Træ sætter Knopper og skyder
Blade om Foraaret, fordi det ikke kan lade det være.
Paa Grund af denne min Udygtighed til at være Dom
mer og Aristark, har jeg hidtil bestandigt konsekvent
vægret mig ved at læse og bedømme æstetiske Arbejder,
der — uden Overdrivelse — i Hundredvis ere bragte
mig . . . . Jeg fælder ingen Dom — jeg fremsætter kun
en personlig Mening, et umotiveret Skjøn.“ Endelig
siger h a n 2): „Jeg maa oprigtigt, men med Skamfuldhed,
bekjende, at det vel en og anden Gang er hændet mig,
at jeg, af Frygt for at beskyldes eller mistænkes for
Nid og Misundelse, har bedømt et Digterværk mildere,
end jeg egentlig meente det, eller ved en.ligesaa løgn-
agtig Tavshed har ladet Vedkommende tro paa mit
Bifald. Dog er dette skeet meget sjældent, da jeg altid
ellers har kunnet skyde mig ind under min
virkelig
sande
Mangel paa Kritik, som jeg heller aldrig offentligt
har givet mig af med.“ Det tør vist antages, at han
meget ofte af Dovenskab eller Ulyst til Vrøvleri skjød
sig ind under denne sin Mangel paa Kritik, som han
stadigt udtaler sig om. Det er imidlertid ikke ganske
sandt, at han aldrig offentligt er optraadt som Kritiker.
I 1854 skrev han i „Fædrelandets“ Nr. 110 en meget
hvas Kritik over
Joh. Oehlenschlægers
Udgivelse af Fa-
J) „Nær og fjærn“ 1877 Nr. 287. 2) Breve fra og til C. W.,
S. 176.