407 / 500
— 400 —
derens efterladte Forelæsninger om
Ewald
og
Schiller;
denne viser, hvor udmærket Winther var inde i
Oehlen-
schlægers
,
Ewalds og Schillers
Frembringelser og den
Literatur, som hører dertil, hvor belæst han overhovedet
var, samt ogsaa, hvormegen Sprogkundskab han havde,
men især — hvad der her er det Vigtigste — hans fine
kritiske Sans. Der var en Tid, da han ikke var util
bøjelig til at optræde som officiel Kritiker. I 1840 skri
ver han til Medredaktøren af „Fædrelandet“
D . G. Mon
ra d 1):
„Jeg skal med Fornøjelse under Deres & Komp.’s
Auspicier slibe Kræmmeræggen af min
ald.rig forhen
brugte kritisk Pen.“ Om han dengang holdt sit Løfte
og anonymt skrev Artikler i det omtalte Blad, veed jeg
ikke. Han havde en meget bestemt og ikke altid mild
Dom over Det, han læste. Filosofi i lyrisk Digtning
gjorde ham stræng, Primitivitet gjorde ham mild. Selv
et ringe Digt i Adresseavisen kunde fremkalde hans
Roes og Rørelse, naar det var primitivt skrevet, ud af
en Naturfølelse. Baade hos sig selv og Andre havde han
en inderlig Modbydelighed for
E fterligning
og en fuld
og fast Overbeviisning om, at
Originalitet
er det Første
og Sidste, man bør bevare.2) Som han siger, at han
selv i Alt, hvad han har frembragt, altid har søgt at
undgaa at ligne nogen andenS anger3), saaledes fordrer
han det Samme af Andre. — Han siger4): „Endogsaa
Selvkritik brøster det mig paa“. . . „Naar jeg har fuld
endt et hvilkensomhelst Arbejde, har jeg
næsten
altid
den beængstende Følelse, at det ikke duer“ °). Faaei
9 Breve fra og til C. W ., S. 45. 2) Smsteds S. 184. 3)
Bran
des:
Danske Digtere, 1ste Udg., S. 231. 9 Breve fra og til C. W.,
S. 176. 5) Smsteds S. 163.