413 / 500
— 406 —
Han bevægede sig ikke i Fransk med samme Frihed
som i Modersmaalet, om hvilket han synger?1)
Hør saa vort Maal i Bøgens grønne Sale,
letflydende som paa en Vinmost Korken,
som Sylen fint, og kraftigt dog som Forken,
som Lærken muntert, hyg’ligt som en Svale.
I Paris skriver han Digtet „Fransk og Dansk 2).
Nej, dette Maal, som her de taler,
har for mit ø re ingen Klang;
den Rigdom stor, hvormed det praler,
mig synes ikke skabt til
Sang.
Skjøndt klart som Springvand op det stiger
og sindrigt sig om Tanken snoer,
jeg
fø le r
aldrig Hvad det siger,
om end jeg
fa tter
grandt hvert Ord.
Ja, vist, — thi vore Ord og Tanker
i himmelvid Forskjellighed
er avlede paa tvende Ranker,
som Intet af hinanden veed:
den enes Rod blev lagt i Jorden,
hvor Solen koger Druen sød;
den andens i vort høje Norden
er fostret strængt i Kuldens Skjød.
Trods
det vort
Maal har indre Varme,
saa fuld af samme rene Lyst,
som naar to mælkehvide Arme
os trykke til et kjærligt Bryst.
Det siger
je g
med stor Bestemthed,
jeg det erfared mangengang:
at af saa sød og mild Beklemthed
fremgaaer et Hjærtes bedste Sang.
Og, som han ikke sympatiserede med det franske Sprog,
saaledes havde han aldrig havt stor Kjærlighed til den
1
) Sml. Digtn. X, S. 112. *) En Saml. Vers S. 123.