408 / 500
—
4 0 1
—
han saa et anerkjendende Ord om det af en Person,
som han med Hensyn til æstetisk Dom har Tillid til,
bliver han glad og erklærer et saadant Udsagn for at
være ham aldeles nødvendigt; det har den dobbelte
Virkning, at han uden Sky lader Arbejdet gaa ud blandt
Folk og at han faaer Mod og Lyst til at forsøge noget
N y t1). Paa den anden Side siger han: „En Vejled
ning og en Tili etteviisning vilde have forvirret mig al
deles og tilintetgjort Hvad der ifølge Naturens Lov vilde
frem
a f sig selv
, ligesom Bladene paa et T ræ “. 2)
Naar Winther sad i Paris og ærgredes over
sig
selv
, saa harmedes han ogsaa over
Tiden.
Han skri
ver til
Const. Hansen
3) : „De kalder Tiderne „strænge“ ;
jeg er enig med Dem; men jeg føjer til, at de ere kjede-
lige, smagløse, modbydelige! Skjøndt jeg udsætter mig
for (af en eller anden Latiner) at blive kaldet en
„se-
nex, qverulus, laudator temporis acti€)
, paa bredt
Dansk
„en Olding gnaven, som med Flid
„kun rose vil den svundne Tid“,
saa afholder jeg mig ikke fra en for Nutiden højst
ufordelagtig Sammenligning. Kirken er splittet i Partier,
og Gudsfornegtelsens Frækhed trives ved Siden af den
kradseste Ortodoxi. Sandheden bliver i Filosofien og
dennes Søstre saa sublimeret, at skikkelige Folk — som
f. Ex. jeg — ikke kunne faa fat paa den. Videnskaben
har vendt sig hel og holden til Materien, og Kemi, Na
turlære, Magnetisme — Runkelroesukker — Guanogød-
ning — beherske nu snart Katedrene og Verden. Sam-
9 Breve fra og til C. W., S. 165. 2) Smsteds S. 182. 3) Smsteds
S. 209.
9
Se S. 369.
N. B øgh; Chr. Winther.
III.
26