409 / 500
— 402 —
fundet opløser sig i det vildeste Virvar for at opnaa
Hvad? Og nu Skjønheden, der ikke mere agtes som
en Magt, men idethøjeste bruges som lidt overflødigt
Tidsfordriv, — og dette ovenikjøbet meget sparsomt!—
Skjønheden og dens stakkels Tolke, Kunsten og Poesien,
hvor skulle de finde Læ og Trivsel?
Tiden
ynder
dem ikke, og er Tiden skikket til at give dem Nætings-
stof? Kan denne saaledes beskafne Tid vække Be
gejstring? De,
Const. Hansen
, er altfor mild i Deres
Udtryk, naar De taler om „Nutidens urolige, gjærende
Tilstand, som kvæler alt det gemytlige, fredelige Liv“.
Det
var et sandt Ord! Men, hvis min harmfulde Stem
ning rigtigt kunde og skulde give sig Luft, saa fik jeg
ikke Tid i mange Timer og ikke Plads paa mange Ark
for min Jammer“. — „De klager over Damernes stygge
Modedragter.
Her
se de ogsaa ud, som de vare fra
Forstanden. Smagløshedens Musa regerer nu for Ti
den, ligesom i den sletteste Kejsertid. Maaske det Hele
tager en Ende med Forskrækkelse. Ogsaa Teatrene
frembyde kun Ulystelighed. De to store Momenter,
hvorom
alle
dramatiske Produktioner næsten ene og
alene dreje sig, ere
Vargent et Vadnltére
og frem
byde, som man forsikrer, et
sandt
Biilede af Nutiden ).
Han taler mod „de
darwinske
Abekatterier“ 2) og
klager over, at „Alt, hvad der staaer i Forbindelse med
det Religiøse, tilligemed dette kastes i Skarnet og haa
nes 3).
Han, som ellers elskede Danmark og længtes der
efter, kaster med Sorg sit Blik derpaa. Han har „den
i) Breve fra og til C. W., S. 180. 2) Smsteds, S. 211.
) Et
utrykt Brev til
Const. Hansen.