415 / 500
— 408 —
Hvem mon ham ænser,
ham og hans Papirer,
selv dem, der smykked’ er med Hjort-Gevirer1) “.
Som Slutsten paa hans sorgerlige Forhold kom saa
hans Følelse af Svaghed, baade hans egen og hans
Families. Flan fryser
altid'*),
en Følge af hans Alder;
„er det ikke fatalt at
f e l e
Alderdommen?“ siger h a n 3).
' „Jeg
sporer den saa tydeligt baade i Sind og Skind;
jeg
gaaer
f. Ex. nu saa besværligt.
For var mig Fodens Fjed saa kjækt og fast og spændigt,
nu kryber, kravler jeg som Kat paa Kant af Muren;
og, naar engang i Kvæld mig kalder Dødningluren,
jeg selv det sidste dybe Skridt gjør ubehændigt.
Han klager over4), at der er saa tyst og stille paa
Alderdommens Vej;
der
kvidrer ingen Fugle,
der
smiler ingen Vaar,
og kun den tunge Ugle
med Vingen sagte slaaer.
Den gjør dog Hvad den ævner,
den
tier
med sit Hyl,
og i Ruinens Revner
den søger sit Asyl.
Han seer tilbage paa sit Liv og siger5):
Min Tanke fløj saa fage
at se de Dage, som hengik,
men hurtigt kom tilbage
den atter med nedslagne Blik;
de ligned ikke disse,
jeg ligned ej mig selv engang,
saa det blev mig det Visse,
at det var ude med min Sang.
h
Christian Richardt:
„Vaar og Høst“, S. 99. 2) Breve fra og
til C. W., S. 191. 3) Smsteds, S. 204—5. 4) En Saml. Vers S. 53.
5) Sml. Digtn. X, S. 31.