418 / 500
—
4 1 1
—
sultatet“. Til det Sidste betragtede Winther „Publikum“
som en i det Væsentlige uforstaaende Masse, han helst
ikke vilde meddele sit Indres bedste Toner. Netop paa
sine gamle Dage udtrykte han denne Følelse i Digtet
„Til en Kilde“ 1), hvori han siger:
Rislende Kilde, Hvad tænker Du paa?
Lokket af Himlens forræderske Blaa
iler Du op af Din Vugge,
springer Du frem af Din hjemlige Vraa
ak, for at synge og sukke!
Ukjendt og stille Du vandred og løb
dybt i det Dunkle, hvor Rødderne krøb,
mens at Din Nektar de suged;
Muldvarpen saae Du i tløjelsblødt Svøb,
Skatten og Dragen, som ruged.
Tusende Øjne vil følge Din Vej,
Solen og Maanen genere sig ej,
Stjærnerne titte fraoven;
Ellen og Bøgen vil vogte paa Dig,
alle Smaablomster i Skoven.
Høre Du maa deres kløgtige Ord;
om Du er klar, om Du sirligt Dig snoer,
vil de forstaa at bedømme,
ane dog ej Hvad i Dybet Dig boer,
ej Dine lifligste Drømme.
Læske Du skal baade Brøndkars og Flæg,
'Rotten, der lusker sig hid fra sin Væg,
Skovmusen hist fra Din Hule,
Soen, der kommer og dypper sit Skjæg,
Kvien sin slimede Mule.
Han ender med at sige, at de alle tankeløst suge
af Kildevældet og saa gaa uden Tak eller Farvel.
Selv kalder Winther „En Samling Vers“ „pjaltet“ 2),
j
Sml. Digtn. X, S. 71. 2) Breve fra og til C. W., S. 201.