422 / 500
— 415 —
„Bort
alle Andre
gik, o gid nu bare
Vorherre
E n
, kun
Een
mig vil bevare!“,
og det er naturligviis hans Hustru. Til det Sidste be
sang han hende. I dette Ægteskab lød ikke den sæd
vanlige Klage over, at Elskeren, naar han bliver Ægte
mand, som oftest holder op med at besynge den El
skede, denne Kjendsgjerning, som
Byron
har givet Ud
tryk i „Don Ju a n 1) “ :
Der findes Noget i hvert Hjems Natur,
op imod hvilket Amor fjendtligt træder;
Romaner gi’er vor Sorg i hel Figur
men kun i Buste Ægtemandens Glæder.
Hvad angaaer
os
de ømme Mænd og Fru’r?
De
Kys kan frit passere alle Steder; —
sæt,
Laura
var
Petrarcas
Kone blevet,
Hvem skulde saa hans Bind Sonetter skrevet?
Der siges endvidere:
Hos
Miltons
Eva,
Dantes
Beatrice
skal knap et Træk af
Konen
man paavise.
Winther synger tværtimod2):
Men — naar jeg tænker paa, min
Kone,
Din huldt fortryllende Natur,
da sværmer ud, som fra et Bur
fra Hjærtets Kammer hver en Tone.
Da han selv er 66 Aar gammel, siger han til hende3):
D in
Ungdom ej svinder;
for mig er Du Vaar
med smilende Kinder,
hvor langt Du saa gaaer,
x)
Drachmanns
Oversættelse, S. 203—4. 2) Sml. Digtn. III, S.
230. 3) En Saml. Vers, S. 33.