427 / 500
— 420 —
serede dagligt sine Ture og besøgte f. Ex. ret ofte den
store Udstilling 1872. Gik han paa Gaden, var det
tydeligt, at han følte sig usikker, ikke, fordi det var
synligt, at hans Ben ikke ret vel vilde bære ham læn
ger, men paa Grund af en almindelig Svaghedsfølelse.
Han værgede tidt for sig, idet han ligesom standsede;
hvor der var mange Mennesker, havde han en For-
næmmelse af, at „Folkemængden var saa stor, saa
paatrængende, saa raa, saa urolig, saa urimelig, saa
dum, saa styg, saa —
puzzolente
“ x), og han gav sin
Aversion tilkjende i Miner og enkelte Lyde. Naar han
kom hjem, kunde han klage over, at der var blevet
skubbet til ham, saa han havde været nær ved at falde,
„og det endog af Damer“, tilføjede han. — Det gjorde
ham ondt at se Kjøbenhavns Volde med de frodige
Træer blive jævnede med Jorden — en Forandring,
som han fandt alt Andet end kjøn og trøstelig; men
han beroligede sig med, at Eftertiden maaske vilde faa
noget mere Smukt at glæde sig ved.2)
Han havde haabet meget paa, at hans egen og hans
Damers Helbredstilstand vilde have bedret sig i Dan
mark. Naar de Tos Befindende blot tilsyneladende var
ret taaleligt, siger han, at det er en stor Guds Naade,
hvorfor han takker Dag og N at.3) Selv følte han alle
rede i Begyndelsen af 18t>9, „hvor godt det er at have
en god Fod at staa paa, da netop hans ene er i en
saadan Tilstand, at han maa holde sig inde“. Han
frygter for en begyndende Podagra.4) En stærk Gigt
Uhumsk. Breve fra og til C. W., S. 221. 2) Smsteds S. 226.
8) Smsteds S. 186. 4) Smsteds S. 166.