430 / 500
—
4 2 3
—
vai mueligt, han kunde faa det.
Lynge
svarede ■ Det
staaer ganske, som da jeg modtog det, og er aldeles
til Deres Tjeneste. „Men for hvad Pris?“ spurgte Win
ther. „For den samme, jeg har givet“, var Svaret.
„Det er jo noget Uhørt“, mente Winther, takkede paa
den smukkeste Maade og fik det derpaa tilbagesendt.
Aar et eftei kom han atter og tilbød
Lynge
det. Denne
gik da til
Reitzel og
sagde: „Det kan jo dog ikke
blive ved paa denne Maade. Nu synes jeg,
De
skulde
kjøbe det“, og
det
gik
Reitzel
ogsaa ind paa.
Lynge
meldte da Winther: „Nu har jeg en Kjøber til Bibli
oteket, men han tager det kun paa
den
Betingelse, at
han faaer Lov til at beholde det; thi kun, fordi det er
Deres
Bibliotek, vil han eje det“. Ja, det var Winther
da glad ved og erklærede, at han slet ikke længer brød
sig om dette Bibliothek; men han mærkede nok snart,
at dette Udsagn var Usandhed; imidlertid havde han nu
uigjenkaldeligt mistet det1).
Tilværelsen hjemme i Danmark blev paany de win
therske Damer utaalelig; de Allerfleste trak sig atter til
bage fra dem, fordi
Ida
stadigt var umedgjørlig,
og
det
skulde lade, som om hun var normal og elskværdig,
hvorved det daglige Liv
der
syntes Mange at være
usandt. Det bestemtes da, at Familien nu til Stadighed
vilde tage Ophold i Paris; men Christian Winther blev,
vel sagtens, fordi man troede, det var bedst for ham,
holdt uden for det Hele — han anede Intet derom. Alt
deres Indbo skulde sælges, der blev trykt Katalog der
over, Auktionen var fastsat — men han gik i hellig
Uvidenhed om det Altsammen. Hans Venner, der talede
b Kancelliraad
Lynges
Meddelelse til mig.