ChristianWinther

— 4 1 7

—

yndigt smilende og søde,

hvide Lilier, Roser rode,

om min Harpe, saa dens Strænge

dufted deraf længe — længe.

Const. Hansen

hilste Sølvbrudeparret med Følgende1):

Med Ungdomskraft i Knæ og Ben

paa Ridderviis Du knælede for „Een“,

og yndigt Strængen fra Din Lyre klang,

naar Du til „Een“ indviede Din Sang. —

At blødt Dit Knæ Du hvile kan som gammel,

vi sætte for den „Enes“ Fod en Skammel.

Ved Saadant forøgedes Winthers Hengivenhed mod

Const.

Hansen;

han siger, at „Trofasthed tændte sin hellige

Fakkel i denne Vens Hjærte“. Da Winther engang

fejlagtigt troer, at der i hans Brev til

C. H.

har været

„Noget, som har saaret, ærgret, fortrædiget, mishaget,

stødt, ubehagelig berørt“ Modtageren, skriver han til

ham: „

Jeg

vil vide Hvad

det

er! Thi jeg maa sige

Dem, jeg er ikke den Mand, som, naar han har fejlet,

er bange for at sige: „Jeg har fejlet — tilgiv!“ At

miste Deres hele Venskab ved en næsten ubestemmelig

eller halv definerlig Udtryksmaade, er mig vel ikke saa

let beskikket. Men miste en

Part

vil jeg ikke hel

ler; jeg vil have det hele, som jeg nu troer — eller

rettere sagt: som jeg veed — jeg har ejet det i lang

Tid og i mit forfængelige Hjærte været stolt deraf . . .

Tilgiv mig, hvis jeg har foraarsaget Dem en uhyggelig

Time eller Tanke; og, hvis De har misforstaaet mig,

saa tilgiver Dem Deres altid hengivneste Chr. Winther.

Siig mig det ærligt! Thi jeg skal sige Dem noget

:) Breve fra og til C. W., S. 225,

B ø g h :

Chr. Winther.

III.

-7